Nu var det jo eller ikke , fordi jeg ville starte en digital versus analog debat, begge dele kan i de rigtige hænder lyde fremragende, men jeg henledte opmærksomheden på, at man dengang ikke havde nær så mange muligheder for at pynte og "rette" på dét, som musikere indspillede og indsang, hvilket også fremgår af klippet. Dengang ( i klippet), blev det hele jo nærmest kørt ind i ét spor (mono) eller to (Stereo) - gennem én mikrofon eller måske tre-fire mikrofoner (3-4 spor)- i "one-takes" altså med en masse overhør ( "bleed ") mellem mikrofonerne ( eksempel: guitaren kan udemærket høres via sangmikrofonen, så hvis man laver guitaren om grundet en spillefejl - så passer guitaren ikke længere med overhøret/bleed'en fra den tidligere optagelse). Ved overhør kan man ikke rette på tingene- så det, som nu engang kommer ind, kommer ind - og så skal det være ordentligt og rigtigt spillet, da man ikke kan rette. Skulle man rette på noget, skulle man i gang med saksen på båndet - og med flersporsbåndoptagelser kan i vel selv forestille jer, hvad man så skulle ud i
Hvad angår mikrofoner, så bruger han jo ret konsekvent amerikansk båndmikrofonudstyr (RCA og Shure), da han har en sød tand for Rock a´billy musik - Sun Studios / Elvis og i den dur. Disse mic´s lyder fantasktik men er skrøbelige og man skal virkelig arbejde med dem for at de kan yde deres bedste. 48-volts (Phantom) forsyningsspænding til disse er bandlyst, hvilket han også nævner. Disse mikrofoner er nærmest udryddede og bruges kun sjældent - de befinder sig primært i samlinger og i sikrede skabe i studierne.)
Ellers er kondensatormikrofonerne, som man stadig bruger nærmest enerådende (Neumann ( bl.a. U47 - U87 - KM84 (Vintage that is) som markedførende kvalitetsmæssigt og udbredelsesmæssigt, men ellers er der kommet mange nye billigere spillere på banen også (Kina!!!
). Den af Torben nævnte 421'er (den hedder MD421) er en Sennheiser (Dynamisk), som er klassisk - og nok den mest udbredte Sennheiser ever) - den er yndet at bruge til blæsere og tøndetrommer (altså ikke bækkener), hvor den findes god - også og ikke mindst live.
I dag kan man alt i et studie - for at kunne pynte - flytte - udskifte soli med andre soli - kvantisere - udskifte sangere - rette op på falsksyngende sangere - fjerne mislyde i halsen - ændre EQ til det sygeste - dubbe i en uendelighed - Så det fremstår som musikere og sangere, som er helt og aldeles fejlfri og meget flotte i lyden - uden at de i virkeligheden kan specielt meget. Så har jeg ikke engang nævnt de almindelige effekter som comp - reverb/rumklang og delays/ekko), som man, som også klippet ovenfor viser, nu også brugte dengang i 50'erne.
Jeg var selv i studiet for nylig for at indspille noget - og jeg lavede en guitarsolo et sted, som var noget kikset. Senere i samme nummer lavede jeg endnu en guitarsolo, som var fed - og hvad så? - så fjernede vi bare det dårlige i den første solo - og tog det bedste fra den anden solo og kopierede det - satte ind og vupti blev der to gode soli - så lyder det som om jeg er dygtig og spiller fejlfrit, selvom jeg i realiteten ikke kunne på dagen i studiet. Det foregik selvsagt på computer. Ligeledes spillede trommeslageren ikke regelmæssigt nok og faldt ofte ud af takten med os andre - og hvad så? - så kvantiserede vi bare trommerne, med en indbygget "human factor-knap" og pludselig var det taktret - Igen behøver man altså ikke være specielt dygtig for at lyde som om man har gået på konservatoriet.
I studiet i klippet skal man kunne meget som musiker - man skal kunne "get it right" alle mand på samme tid eller næsten..respekt!
Vh
Freddy
