Sørens LST'er er i den lidt sjældnere sortlakerede udgave. De er udstyret med samme enheder som AR-3a, men med 4 diskanter, 4 mellemtone-enheder og én bas. Diskanterne her, er ikke de originale, de er fra den senere serie med modeller som AR-11/AR-10Pi. I alt har Søren fået brændt 8 diskanter og tre mellemtone-enheder af, medens han har haft dem; rimeligt godt gået, i betragtning af, at de er udstyret med sikring. De senere diskanter har en lidt anden frekvensgang, og skal derfor afkobles med en lille spole, som jeg har monteret på forpladen, markeret med en rød cirkel:
LST står for Laboratory Standard Transducer, og på trods af størrelsen, er den egentlig tænkt til at være en nærfelts-monitor til brug i et pladestudie, men den er også anvendt som PA højttaler, dog primært for klassisk musik, således havde både "Royal Opera House" i London og Det Kongelige Teater Gamle scene, AR LST som scenehøjttalere, DKT havde 6 stk. Der er arbejdet meget på at gøre højttaleren meget lineær. Den er udstyret med en "spectral energy profile" omstiller, hvor man kan tilte hele frekvensspektret, med bevaret linearitet, der er 6 indstillinger:
Justeringen muliggøres af et ret komplekst delefilter med både en stor kondensator og en transformator i indgangen. I de første prototyper var der ikke den store kondensator i delefilteret, så forstærkeren blev tilsluttet direkte til transformatoren, hvilket betød afbrændte udgangstrin, da højttalerens impedans så nærmede sig 0 Ohm ved lave frekvenser. Dette er dokumenteret i samtidige udgave af "The BAS Speaker" medlemsbladet for Boston Audio Society, til hvis møder, AR testede nogle af sine højttalere på foreningens medlemmer inden produktion startede. Acoustic Research havde hovedkvarter i Boston dengang. Både diskanter og mellemtone-enheder er monteret Serielt/parallelt, så impedansen på 4 Ohm bevares:
Delefilteret, der er monteret på en printplade, er på de tidlige modeller meget nemt tilgængeligt, idet det sidder på en spånplade, der kan løsnes bagfra. Tilslutning til højtaleren og en holder til en sikring, sidder direkte på printpladen, tilgængelig gennem et hul i bagpladen:
Når skruerne er løsnet, kan man vippe delefilteret ned på bordet, så det er meget let tilgængeligt for service. Kondensatoren i den røde firkant er til diskanten, di-elektrikum er bivoks, de drifter helt vildt i takt med at voksen tørrer ind.:
Efterbillede med nye kondensatorer og modstande (bortset fra den store 5000 uF BP kondensator, som jeg ikke har skiftet):
Skumkanterne på basserne var OK, de er skiftet for en 15-20 år siden, og er stadig i god stand. Basserne blev i øvrigt i den forbindelse monteret i modfase til hinanden (monteret forkert i den ene højttaler), og det forklarer jo nok hvorfor Søren synes at der manglede bas. Nu er de monteret korrekt. Ud over opgradering af delefilter med nye komponenter, har jeg skiftet en knækket sikringsholder og sat nyt stof på frontrammerne:
Så er de vist fit for fight til at spille mange år endnu, det er en virkelig god højttaler, men den skal have lidt plads omkring sig - og helst stå op ad en væg - for at komme til sin ret.
Højttaleren blev i øvrigt kopieret/videreført af Mark Levinson, efter AR havde udfaset modellen, i starten med enheder fra AR, senere vistnok med SEAS enheder. Modellen hed Cello Amati:
Der findes to mindre brødre til AR-LST, AR-LST-2 med enheder fra AR-5, dvs 10" bas, 3 diskanter og 3 mellemtone enheder, og den endnu mindre AR-MST, der deler enheder med AR-6/AR-7. Her er et billede af LST-2:
Se mere om Acoustic Research højttalere her
http://www.vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=557&t=297
Mvh Klaus
