Jeg har lidt forskelligt:
Den originale Luxman gummi/læder-måtte til PD-131’eren er selvfølgelig favorit og fungerer stadig fint, men er jo desværre blevet en smule luvslidt med tiden.
FD76484F-F150-417A-B042-83E8803F0555.jpeg
Den canadiske Music Mat er pt den, der får mest spilletid. Den er tyk, tung og virker hverken for hård eller blød. Jeg mener at have læst et sted, at den blev brugt sammen med Oracle’s grammofoner. Men hæng mig ikke op på det. Ihvertfald virker den også med Luxman.
48B200D2-4DB2-4B6C-961C-859C41257141.jpeg
Opmuntret af lovprisninger på diverse internationale fora importerede jeg på et tidspunkt et eksemplar af “Herbie’s Audio Lab’s Way Excellent II Turntable Mat” direkte fra Mr. Herbelin i TX, US of A. Det er en forholdsvis let måtte, bestående af to lag silicone, der er sat sammen ved hjælp af “physical cohesion” (hvad det så end er).
Den er med andre ord meget anderledes end de to foregående måtter. -Jeg er ikke 100% overbevist om at den er “way excellent” i forhold til så meget andet, men den er meget sjov og så passer den perfekt på Luxman’ens pladetallerken.
14E6506F-66FB-47B0-82B5-C2DF3CBFC10D.jpeg
Jeg har også gemt et par Lenco-måtter fra henholdsvis L75 og L78.
De er sådan set meget fine. L75’er-måtten forekommer lidt stivere i det end L78-udgaven. Desværre er de lige en smule for store til at kunne holde sig indenfor “læben” på PD-131’erens pladetallerken.
28FA5113-A182-441D-9CEF-DBD36709F435.jpeg
965D95E4-D1A0-456F-A783-0C82146AC7E8.jpeg
-Endelig har jeg en “PW-Ti 695 Prime Edition”-pladestrammer fra Pathe Wings i Berlin, som også gør sig i måtter og andre accessories. Den er fin og blank og tung og god at have, hvis man trænger til lidt styrketræning. Den er sikkert også god til bulede plader, men dem har jeg ikke nogen af.
84B3A83C-59AA-4445-B186-41375B22DC1A.jpeg
Buddha-figuren i baggrunden er måske det “tilbehør”, jeg holder mest af. Men det er mere fordi, jeg ved, hvor den kommer fra og de gode tider, den minder mig om. Så den
skal være der.
Men, gør det så nogen forskel? Ka’ man hør’ det?
-Vil publikum måske spørge. Og hvis jeg skal være ærlig, så er svaret nok et betinget “nej”, for mit vedkommende. Det betyder jo ikke, at der ikke
er forskel eller at andre ikke vil kunne “hør’ det”.
Det er nok mere et udtryk for, at jeg ikke er særligt god eller for den sags skyld interesseret i at lytte “teknisk” på den måde. For mig er det oplevelsen af musikken, det handler om og så er det sådan set ligegyldigt om det er en gammel mono-indspilning af Brahms’ Ungarske Danse (MMS M-2279) eller et manisk-lækkert-produceret Steely Dan-album.
Og så er det jo altid sjovt at lege med grammofoner og “dimser” - synes jeg

Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.