Hvad snurrer netop nu?

[Captain Phoenix]

Ja, ja, skipper, jeg har jo sagt at jeg vil skrive et opslag om den her boks, så jeg må hellere komme i gang...

Anders - tak for din grundige gennemgang og refleksionerne over The Beatles og stereo-boxen.
Det er dejligt med noget substans og volumen i indlæggene her, så det bliver mere end bare et foto af et pladecover (det bliver man jo ikke så meget klogere af).

Bl.a. inspireret af vores "Beatles-battle" (her og på FB) snurrer en del skiver med The Fab Four for tiden.

Bare for nostalgiens skyld kom "Det Røde" og "Det Blå" album frem fra hylden.
Det er nok første gang i + 20 år det er sket, for jeg har jo alle numrene på andre Beatles-LP'er.
Men de to dobbelt-album var også for mig den første vej ind i Beatles' musik - lige på nær [Sje lop to] som jeg skrålede med på som 6-7 årig hos en kammerat, der havde "She Loves You"-singlen - og så det "hvide" album, jeg mødte som 9-10-årig fordi min far lånte det af nabosønnen og overspillede det til et antal spolebånd.

IMG_2874.jpg

Mine skiver er tyskere fra 1973 - og det skal nok være på det tidspunkt, jeg købte dem som ca. 14-årig med en teenagers nysgerrighed på at udforske (musik)verdenen. De blev spille flittigt på mit allerførste anlæg, der bl.a. bestod af en frygtelig Garrard SP 25 pladespiller (med verdens korteste radial-tonearm?). I betragtning af dét lyder de rimeligt godt - og udgør faktisk stadig en rigtig god introduktion til The Beatles, hvis man skulle have et barn eller barnebarn, som skal sendes dén vej.

Det var - dengang - et helt univers for mig: 8 pladesider med over 50 numre, der alle var tilgængelige, gode og kunne høres mange gang. Rigtig mange gange. Som de snurrer her kan jeg godt huske rækkefølgen, men husker også, at da jeg i gymnasietiden købte de "rigtige" Beatles-album, så blev meget overrasket over at den vante nummer-rækkefølge - selvfølgelig! - ikke gjaldt dem.

De har altså været med på en lang rejse med 9 flytninger, 2 kollektiver, 6-7 kærester mm. Men de har haft det trygt og sikkert i deres plastic-hylstre - og de både lyder og syner ganske fint. Dog har solen bleget ryggen på "Det Røde" en del...

IMG_2875.jpg

Det er altså lidt hyggeligt (og nostalgisk I know), at krydse tilbage i sin musik-udviklings-historie - og så endda med det eksakt samme LP-sæt, der var med helt hjemmefra.

Og så - Fast Forward 48 år:
I dag ankom dette Beatles-album (forseglet og i Mint-stand) med posten.

IMG_2873.jpg

Det er jo "Yellow Submarine" - og så alligevel ikke rigtig. For det er soundtracket fra Beatles animations-filmen af samme navn - og dét er der jo allerede udkommet et Beatles-album, som hed. Og det er nok dét Beatles-album, jeg sætter lavest: Ringo synger titel-nummeret (ikke særlig godt), de fleste andre numre er kun halv-gode - og side 2 er George Martins orkestermusik (og altså ikke rigtig Beatles).

Men det her soundtrack (= de beatles-melodier, der indgår i filmen) er sgu' i orden. Vel synger Ringso stadig titel-nummeret (ikke særlig godt), men ellers er der faktisk kun rigtige Beatles-melodier, hvoraf nogle ikke findes på andre album (Hey Bulldog, All Together Now, Only a Northern Song bl.a.). Og her ud over gode numre, som dog også er at finde på Rubber Soul, Revolver og Sgt. Pepper.

Presning og mastering er glimrende - der er god, velafbalenceret og fyldig lyd på skiverne (uden at jeg kender produktions-historien bag dem). Albummet lukker fint et lille hul i samlingen.

Impuslen til at købe det kom fra denne video med Andrew Milton, som nok er én af de mennesker, der ved mest om Beatles' indspilninger, udgivelser osv. Som vildt meget!

Anders - over til dig...
Eller nogle af jer andre

[pqrannes]

Smukt, Claus.

Det er som altid godt at høre, hvad der snurrer hos dig.

Det blå Beatles-opsamlingsalbum kom også tidligt til her: jeg har begge nu.

Måske var den med i bunken af de mange plader, jeg købte i London ifm. 2.g-turen (1979)? De andre drak engelske øl og forsøgte at komme i lag med pigerne: jeg gik i Virgin og købte plader med hjem. Ak, det var den gang. Valgte jeg forkert?

PQR

[bjerager]

Smukt, Claus.

Det er som altid godt at høre, hvad der snurrer hos dig.

Det blå Beatles-opsamlingsalbum kom også tidligt til her: jeg har begge nu.

Måske var den med i bunken af de mange plader, jeg købte i London ifm. 2.g-turen (1979)? De andre drak engelske øl og forsøgte at komme i lag med pigerne: jeg gik i Virgin og købte plader med hjem. Ak, det var den gang. Valgte jeg forkert?

PQR

Kast et blik på din kone, og så tror jeg godt du selv kender svaret.

Tak Claus - den har jeg ikke i samlingen, og det røde og det blå skilte jeg mig af med i et øjebliks vanvid, hvor jeg synes jeg måtte skille mig af med nogle opsamlingsplader for at få plads til nogle andre skiver.

[Tonni]

Jeg ved ikke om der blev valgt forkert. Men jeg har også dem begge to. Det røde endda i rød vinyl. Købt af min mor, da det udkom...
Uanset, er det en del af vor musikalske arv. Og en del, der præger mange af os. Måske mere end vi vil være ved.
Og en arv, selv mange af de store erkender, som banebrydende...

[bjerager]

Jeg vil godt lige reklamere for en podcast på DR: "Fra Start til slut"

https://www.dr.dk/radio/p6beat/fra-start-til-slut

Det er en tour de force gennem alle David Bowies 28 studiealbum, som værten Jesper Borup har sat sig for at lytte igennem på vinyl. Foreløbigt er værten nået til nr. 22 "outside". Det er meget underholdende, absolut lytteværdigt, og værten brillerer med sin store viden om Bowie og hans musik, krydret med små personlige fortællinger om hans eget forhold til Bowie og hans musik.

Forleden hørte jeg afsnittet om den her: "Black Tie, White Noise"

Og selvfølgelig skulle jeg lige ind og finde den i reolen. Den er fra 1993, og det er Bowie i topform. Oven på en længere ørkenvandring op gennem firserne siden "Let's Dance" har han fundet sig selv igen. Og det skinner også igennem på pladen, at det er en lykkelig Bowie, vi hører her. Han havde nemlig lige fundet sin elskede - den gudesmukke fotomodel "Iman". Nogen kalder det da også for Bowies "bryllupsplade"

Nile Rodgers, som han også arbejdede sammen med på "Let's Dance" var med ombord igen, det samme gælder Mick Ronson og Reeves Gabrels, som han også havde arbejdet sammen med i "Tin Machine". Og for Mick Ronson var det vist det sidste han medvirkede i, inden hans død.

Pladen er meget inspireret af house musik, men også en mere klassisk blues'et slow udgave af Morrisseys "I Know Its Gonna Happen Someday". Og der er også et cover nummer af et gammelt Cream nummer. Selv om den altovervejende er en glad plade, så er der også et nummer om hans skizofrene bror, der havde begået selvmord.

Den er fint mixet og indspillet, Bowie omgav sig med virkeligt dygtige folk. Og så er den fint skåret, selv om det ikke er en 180 g's version. Det er originalen, som jeg har - fra 93... Der blev ikke lavet mange af dem på vinyl dengang. Zoomer man ind på mit medfølgende billede, så ser man et lille prisskilt, hvor der står "20,-" - det var hvad jeg gave for den for en ti års tid siden i en lille biks på Torvet i Hillerød. "Bogkælderen. Indehaveren var en spøjs fyr, der mest gjorde sig i pornofilm og tegneserier. Og så et meget lille udvalg af plader, som han solgte til noget, der ligner foræringspris. Efter Bowies død eksploderede prisen på den her plade, og den står nu til en pris på mellem 140-250 euro på Discogs.

Jeg købte den aldrig selv dengang den udkom - heller ikke på CD. Jeg lånte den på biblioteket og overspillede den på kassettebånd, og det bånd havde jeg tit med i min walkman, når jeg var ude og cykle. Første gang jeg hørte pladen var hjemme hos Charlotte - hun....nej...det....

[his067]

Det ser også ud til at det er første album efter at han fik rettet tænder.....

Jeg husker endnu Roy Dotrice's bemærkning da han blev interviewet efter David Bowie i "The Dick Cavett Show": "I wouldn't know whether to shake his hand or give him a lump of sugar".

[hificlassic]

Jeg lytter til Brian Protheroe "Pinball". Jeg blev hooked efter første strofe "and I've run out of pale ale, and I feel like I'm in jail"
Sidder sjovt nok hjemme med hele familien i isolation, da min datters skolekammerat har fået corona.
Vi er alle helt vildt forkølede (men dog corona fri indtil videre) og jeg er nu løbet tør for øl og lommetørklæder....

[Louis]

Jeg lytter til Brian Protheroe "Pinball". Jeg blev hooked efter første strofe "and I've run out of pale ale, and I feel like I'm in jail"
Sidder sjovt nok hjemme med hele familien i isolation, da min datters skolekammerat har fået corona.
Vi er alle helt vildt forkølede (men dog corona fri indtil videre) og jeg er nu løbet tør for øl og lommetørklæder....

Så må du sige til hvis jeg skal stille en sixpack i carporten næste gang jeg køre forbi

[kbekke]

Igår havde jeg fødselsdag. Det er fint. No big deal. Jeg er efterhånden nået så langt, at det at blive et år ældre trods alt er mere attraktivt end udsigten til ikke at blive det.

Egentlig havde jeg ønsket mig Tom Petty’s “Wildflowers” af Teenagedatteren. Jeg er een af dem, der stadig går rundt med “I miss Tom Petty”-T-shirten, men det er en anden historie og en anden tråd.

Teenagedatteren havde til gengæld ønsket sig et økonomisk tilskud til den midnatsblå prom-kjole (“She Wore Blue Velvet”), som lidt senere på sommeren vil få hende til at ligne en million. Mindst.

Tilskuddet og dermed kjolen er i hus. Men det blev ikke “Wildflowers” til mig denne gang.

Det er også fint. For jeg fik noget, der på sin vis er meget bedre:

Elton John - Rock Of The Westies (MCA-2163) - og ovenikøbet i den, synes jeg, helt rigtige presning fra MCA’s egen Pinckneyville Pressing Plant i Illinois, US of A.

8A743464-6F8D-4EAB-B516-F9DE92D6E5A8.jpeg

Udgivet i 1975, som Elton’s tiende studiealbum og direkte efterfølger til “Captain Fantastic And The Brown Dirt Cowboy”, som vi jo tidligere har været omkring her.

Jeg måtte selvfølgelig ind på Captain Claus’ liste og checke, hvor “godt” “Rock Of The Westies” klarer sig i forhold til de andre Elton-albums. Og det var uhyggelig læsning. Faktisk skulle dette være det tredje-ringeste Elton John album, der nogensinde er udgivet!

Eller er det nu det? Det er i hvertfald et faktum, at albummet ved udgivelsen blev nummer 1 i USA (ligesom “Captain Fantastic”) og nummer 5 i UK.

Det er også et faktum, at “Rock Of The Westies” blev stemt ind som det 7. bedste album i hele 1975 på Robert Christgaus’ “Pazz and Jop”-liste. En smule efter Dylan’s “Blood On The Tracks” (Nr. 5). Men foran Springsteen’s “Born To Run” (Nr. 12) og laaangt foran Pink Floyd’s “Wish You Were Here” (Nr. 27!)

Sådan er der så meget. Jeg er stadig på første gennemlyt og selvom det faktisk swinger ret godt, især på side 2. Så må jeg nok umiddelbart sige, at “Rock Of The Westies” vist ikke helt når op til niveauet for Dylan’s, Springsteen’s eller Pink Floyd’s udgivelser fra dette år. Den er heller ikke bedre end “Captain Fantastic”. Måske er det de kasserede numre fra det album, vi hører her? Eller måske har der bare flydt lidt for rigeligt med englestøv i studiet ved denne lejlighed? Der sker i hvert fald nogle mærkelige ting undervejs.

Det gør ikke noget. For det, der er det fede her. Det er jo, at Teenagedatteren endnu engang har formået at diske op med et album, som jeg ikke alene aldrig har hørt, men ikke engang har hørt OM.

Og det var jo ikke sådan, det skulle være. Det burde jo være mig, der nænsomt kuraterede og indførte hende i musikkens forunderlige verden. Men ikke desto mindre har hun gjort det igen. Ligesom hun f.eks. gjorde det med Fleetwood Mac’s “Penguin”, McCartney’s “Ram” og for at det ikke skal være løgn Harry Styles’ “Fine Line” (som jeg også til sidst blev nødt til at anerkende, som værende “tæt på genial”).

Det er meget mærkeligt. Men, som Dick siger i “High Fidelity”…

“Comforting”.

[kbekke]

I fredags ankom den så. Fødselsdagsgaven “fra mig til mig selv”. På udgivelsesdagen og dermed kun 5 dage forsinket - i forhold altså til min fødselsdag.

Det er ok. Det var værd at vente på.

EA0E0618-77BD-451A-BD6F-80ADC5C88AEF.jpeg

Jeg er vel ikke fan på den måde. Men, opvokset i 80’erne, som jeg er, har Hug-manden jo alligevel været en del af min fortumlede ungdoms soundtrack.

Fra “Supertanker” og “Okay Okay Boys” (to albums, der stadig holder den dag i dag) over Roskilde Festival med T.S. Høgh’s digte og spidstegt HT-bus midt på pladsen til datidens (og måske alletiders) største score-plade “Kopy”, har han ligesom hele tiden været der on and off.

En følsom flab. Som katten helt sin egen og skide ligeglad med branchens do’s and don’t’s. Men også en af de få mandlige, danske sangere/sangskrivere, der som en Nikolaj Nørlund eller en Kasper Eistrup, for alvor har internationalt format.

Første gennemlyt af Vega-koncerten på mit rørbaserede* “back-to-basics” setup afslører en lyd, der er mørk, fløjlsagtig og meget “live” og heldigvis for det. Her er ikke overproduceret eller kompenseret for at trommerne måske ligger lidt langt fremme i mikset. Det er jo netop de “fejl”, der gør live til “i live”.

Samtidig er fornemmelsen af spillestedets intime akustik og kontakten mellem band og publikum bibeholdt og fuldstændigt intakt.

Jeg vil mene, at det er sådan, det skal gøres.

Presningen er foretaget af No. 1’s “Nordsø Records” og lader til at være udført til perfektion.

-Iøvrigt. Hvis man studerer Nordsø Records’ katalog, springer det i øjnene, hvor meget NY music, man vælger at sende ud derfra. Det, synes jeg, er beundringsværdigt og tegner godt for fremtiden.

Det kan godt være, at det her er det sidste, vi kommer til at høre til Lars Hug. Men det er i hvertfald ikke det sidste, jeg kommer til at høre til Nordsø Records.


*RIAA/Pre: PN1P & PN2P,
Power: PCL-86 (UL-koblet)

[Captain Phoenix]

Nu kan det f.... være nok med den dér jazz, jeg har spillet så meget af de sidste uger (for et lille stykke tid, ihvertfald). Og vi gav den jo også gas med jazz på træffet i Thy.

Der skulle lige blæses igennem. Og jeg var ikke (som kbekke) helt klar til at taget hul på LARST HUG-boxen, som jeg hentede hos No1 på Nordsø Records forleden, så det blev denne perle, som oprindelig er fra 1972.

IMG_3044.jpg

Jeg har hørt den hundrede gange eller mere - og hvor er det altså STADIGVÆK er kanon skive (eller skiver - det er jo et dobbelt-album). De 5 leverer nogle af de bedste numre fra deres foregående studie-album på en koncertturné i Japan - og der er både tale om fremragende solo-præstationer og et sublimt sammenspil. De må have været på turné længe tænker jeg, for de "finder" hinanden helt forrygende på scenen. God gedigen rock med en anelse symfonisk pift visse steder - men ellers er det fuld energi derudaf.

"Highway Star", "Child in Time" og "Strange Kind of Woman" (hvor Blackmore og Ian Gillan duellerer på guitar vs vokal) er blandt de allerbedste.

I april anskaffede jeg denne remastering, lavet fra de org. masterbånd, hvor navnlig bas og trommer står langt, langt bedre end på min gamle midt-halvfjerdser-version (som godtnok også er blevet spillet meget). Det lyder RIGTIG godt!

God weekend.

[ralphandersen]

Hvad er det nu for noget nymodens pjank. Jeg er enig med Buddy Rich:

Ability.jpg

Nææh: Duke Ellington And His Famous Orchestra med (Otto Make That) Riff Staccato med ultra suave vokal af Ray Nance på lak fra 1949.

IMG_20210611_172243695.jpg

Det er musik

Læg for øvrigt mærke til det lille mærke: "V.Schønemanns Boghandel Nyborg". Jeg vil tro at Pulsedrivers far har hentet den der. Og nu er den i Thy og spreder glæde sammen med sine venner.

[his067]

I fredags ankom den så. Fødselsdagsgaven “fra mig til mig selv”. På udgivelsesdagen og dermed kun 5 dage forsinket - i forhold altså til min fødselsdag.
....
Fra “Supertanker” og “Okay Okay Boys” (to albums, der stadig holder den dag i dag) over Roskilde Festival med T.S. Høgh’s digte og spidstegt HT-bus midt på pladsen til datidens (og måske alletiders) største score-plade “Kopy”, har han ligesom hele tiden været der on and off.

Jeg formoder du refererer til City Slang? Musikken på den plade blev lavet over en digtsamling af Søren Ulrich Thomsen, som gik i klassen under mig på det frie gymnasium....Forøvrigt er vi helt enige om at City Slang er et hovedværk...

[KenRas]

Nu kan det f.... være nok med den dér jazz, jeg har spillet så meget af de sidste uger (for et lille stykke tid, ihvertfald). Og vi gav den jo også gas med jazz på træffet i Thy.

Der skulle lige blæses igennem. Og jeg var ikke (som kbekke) helt klar til at taget hul på LARST HUG-boxen, som jeg hentede hos No1 på Nordsø Records forleden, så det blev denne perle, som oprindelig er fra 1972.

Jeg har hørt den hundrede gange eller mere - og hvor er det altså STADIGVÆK er kanon skive (eller skiver - det er jo et dobbelt-album). De 5 leverer nogle af de bedste numre fra deres foregående studie-album på en koncertturné i Japan - og der er både tale om fremragende solo-præstationer og et sublimt sammenspil. De må have været på turné længe tænker jeg, for de "finder" hinanden helt forrygende på scenen. God gedigen rock med en anelse symfonisk pift visse steder - men ellers er det fuld energi derudaf.

"Highway Star", "Child in Time" og "Strange Kind of Woman" (hvor Blackmore og Ian Gillan duellerer på guitar vs vokal) er blandt de allerbedste.

Claus, jeg kan ikke være mere enig

Jeg har selv noget nyt på vej fra samme koncertturne med DP, takket være Nils (ferr31), men mere om det når den lander her på matriklen

Mvh Kenneth

[kbekke]

I fredags ankom den så. Fødselsdagsgaven “fra mig til mig selv”. På udgivelsesdagen og dermed kun 5 dage forsinket - i forhold altså til min fødselsdag.
....
Fra “Supertanker” og “Okay Okay Boys” (to albums, der stadig holder den dag i dag) over Roskilde Festival med T.S. Høgh’s digte og spidstegt HT-bus midt på pladsen til datidens (og måske alletiders) største score-plade “Kopy”, har han ligesom hele tiden været der on and off.

Jeg formoder du refererer til City Slang? Musikken på den plade blev lavet over en digtsamling af Søren Ulrich Thomsen, som gik i klassen under mig på det frie gymnasium....Forøvrigt er vi helt enige om at City Slang er et hovedværk...

-Det har du selvfølgelig fuldstændigt ret i.