Hvad snurrer netop nu?

[Fensten]

Nå, men jeg må videre med min hip hop føljeton. Selv om "The Next Day" med David Bowie også stod uden for døren i morges - endnu et hul lukket i samlingen. Men den må vente, for "I said-a hip, hop, the hippie, the hippie
To the hip hip hop-a you don't stop the rock It to the bang-bang boogie, say up jump the boogie To the rhythm of the boogie, the beat."

"Rappers Delight", det allerførste hip hop nummer overhovedet, der havde kommerciel gennemslagskraft, indspillet af "The Sugarhill Gang" i 1979. At det her nummer nogensinde endte med at blive indspillet skyldes i høj grad Debbie Harry fra Blondie, der en aften i 1978 slæbte Lile Rodgers og resten af hans gruppe "Chic" med til at spille ved en hip hop event. Da Chic spillede deres hit "Good Times" entrede en gruppe rappere scenen og freestylede sammen med bandet. Nogle uger senere opdagede Rodgers ved et tilfælde midt på dansegulvet på en natklub i New York at nogen havde indspillet et nummer, hvor man havde tyvstjålet baslinjen fra "Good Times" og havde rappet hen over det. Det førte umiddelbart til en trussel om et sagsanlæg for overtrædelse af copyrigtht reglerne, men der blev hurtigt indgået et forlig, og Rodgers og Edwards blev akkrediteret som co-writers til nummeret. Rodgers har efterfølgende selv anerkendt, at selv om han til at begynde med blev vred over tyveriet, så er "Rappers Delight" en af hans personlige favoritsange.

Den udgave jeg har er en 12 tommer single udgave, 33 omdrejninger. På side to er samme nummer - bare i en kortere udgave. Det er en slidt plade, fundet i en genbrugsbiks engang. Den tidligere ejer har skrevet sit navn på coveret, samt tid og sted: 7/2-1980, Farum Bytorv. Den er godt slidt, og det lød ganske enkelt ikke godt med den Ortofon MC-5000, jeg har på pladespilleren lige nu - så på med min shure V15III, der er lidt mere tilgivende over for slid, hakker og støj.

Nå, men det er da et meget sjovt nummer og ganske funky, selv om teksten dybest set er en omgang "her-kommer-jeg-og-min-far-har-bare-en-større-pik-end-din-far" nonsens. selvfølgelig leveret pakket ind i en passende funky tone og gode rim.

Åh,,,,hvor er jeg glad for at se at du trækker Sugarhill gang frem

De er et kært minde, fra bedre tider. Biler uden nakkestøtter, buttede Faxe fad flaskeøl, sololie med kokusduft, topløse kvinder på stranden og en bikinilinie, som lige kiggede udenfor.

Jeg talte i øvrigt med Magic Mike og hilste på resten af grupppen, da de fløj fra Stockholm til Aarhus i 2016 ell. 2017.


Flinke ældre herre som ikke kunne undgå at stikke lidt ud fra mængden i den lille propelflyver.


Mere 80 creme, tak.



Mvh.



Fensten

[bjerager]

Naturligvis har han god smag. Jeg har i øvrigt ikke et eneste af de nævnte albums .

Til gengæld er Dusk blandt en af mine top ti plader, som bringer minder frem om en særlig tid.


@Bjergager. Jeg fik samme besked vedr. limited edition pladen for et par dage siden.

Mvh.


Fensten

Men de andre oscilloskop deltager nød burgere fra The Burger Schack og medbragte madpakker, smuttede jeg ned i Scala Hifi, hvor der lå en lille pakke med The The comeback Special Limited edition og Kid A mnesiac limited edition red vinyl.

Jo, det var på alle måder en dejlig lørdag på kontoret.

Tilbage i lytterummet ligger The The comeback special på pladespilleren.

Jeg er kunne nået igennem disk 1 side A. Jeg mangler med andre ord en del før at jeg er hele vejen igennem.

Albummet er bygge op således

Disk 1- Politik.

Disk 2 - Hot Stuff. Altså sex og kærlighed.

Disk 3 - Liv og død


Som sagt har jeg kun nået igennem en side af i alt 6. Derfor er det også for tidligt st sige noget endegyldigt, men
forudsat at resten af albummet er i samme kvalite, så er alt godt. Altså rigtigt rigtigt godt. Det jeg har hørt er en virkelig god maskering og presning. Den sidder lige i skabet. Flad vinyl, stor dynamik og fine detaljer.


Denne udgivelse kan simpelthen ikke anbefales nok.

Mvh.


Fensten

Jeg kan se, at din begejstring straks blev vækket, hvor jeg skulle hen på side to før jeg for alvor blev fanget af musikken, efter bandet havde spillet sig varmt. Kan du genkende min oplevelse, eller står jeg mon alene med den?

De er et kært minde, fra bedre tider. Biler uden nakkestøtter, buttede Faxe fad flaskeøl, sololie med kokusduft, topløse kvinder på stranden og en bikinilinie, som lige kiggede udenfor.

"Faxe Fad" - eller en "Eva Gredal", som vi også kaldte dem. Sololie med kokosduft kan jeg godt undvære, men de topløse piger med en bikinilinje, der lige kigger uden for er heldigvis ved at dukke op igen - selv om jeg nok efterhånden hører til i kategorien "gammel gris", og derfor nok må lade være med at kigge helt så meget.

Jeg talte i øvrigt med Magic Mike og hilste på resten af grupppen, da de fløj fra Stockholm til Aarhus i 2016 ell. 2017.

Flinke ældre herre som ikke kunne undgå at stikke lidt ud fra mængden i den lille propelflyver.

Cool

[bjerager]

Mens en del af de øvrige forummedlemmer leger med oscilloskoper og dummyloads kan man så spørge sig selv: "Men hvad med kvinderne? Hvor er de henne i hip hop historien?" Og de har faktisk været der stort set helt fra starten af, selv om udtrykket, sprogbrugen og de temaer, som man har kastet sig over i høj grad er meget maskuline. I begyndelsen godt nok mest som tilhørere. Blandt pioneerne i New Yorks undergrund var det i høj grad mændene, der dominerede. DJ Kool Herc, Granmaster Flash og Afrika Bambataa var alle mænd. Run-DMC bestod kun af mænd. Og sproget, tonen og "motha' fucka'"-attituden ER meget mandschauvinistisk. Men måske husker man fra mit forrige opslag, at det var Debbie Harry, der hev Nile Rodgers med til en hip hop event. Og hun var også den første til at bruge rap i en egentlig popsang på nummeret "Rapture" fra 1981 med hendes gruppe Blondie. Og allerede i 1983 brød gruppen The Rock Steady Crew igennem kommercielt med nummeret "(Hey You) The Rock Steady Crew", med den kvindelige MC Baby Love i forgrunden, og nogle år forinden, i 1979 havde gruppen Funky 4+1 været de første til at få en kvindelig MC "on wax" i skikkelse af MC-Sha-Rock.

Den her plade hører imidlertid til i en anden kategori, ganske enkelt fordi vi rent artistisk, kommercielt og kunstnerisk er gået et syvmileskridt frem. Med udgivelsen af albummet "The Miseducation of Lauryn Hill" i 1998 placerede Lauryn Hill nemlig sig selv i kategorien af veritable superstjerner. Og når man ser på den kunstneriske kvalitet af den her indspilning, så er vi oppe i superligaen. Nummer ti på Rolling Stone Magazines liste over det 500 bedste albums nogensinde, nomineret til 10 grammyer, vandt fem, heriblandt som det første hip hop album nogensinde prisen for "Album of the year", og solgt i mere end 20 millioner eksemplarer. Jeg synes så absolut den her udgivelse bør høre hjemme i en velassorteret pladesamling, hvis man har bare en smule interesse for musikhistorie.

Hendes karriere begyndte for alvor i gruppen The Fugees, som i sig selv blev et stort navn med deres album "The Score" i 1996 med hits som deres udgave af Roberta Flack nummeret "Killing Me Softly"og "Ready Or Not". Men med hendes første og eneste soloalbum brød hun altså lydmuren. Efterfølgende forsvandt hun ud af offentligheden, i takt med at hun i stigende grad følte sig overvældet at berømmelsen. Og siden har hun kun sporadisk vist sig igen på musikscenen. Hun blev ellers efter sigende tilbudt filmroller i store boxoffice succes'er som "The Bourne Identity", "The Matrix reloaded" og "Charlies Angels", som hun alle sagde nej til. havde hun sagt ja til det, så var hun sikkert endt i megastjernekategorien.

Man kan diskutere, om den her plade hører til her, fordi den ikke er rendyrket hip hop, eftersom den i høj grad også er en blanding af neo soul, reggae og R&B. Tekstuniverset adskiller sig også meget fra den hip hop, som jeg har præsenteret indtil nu, og kredser meget om det spirituelle, moderskabet og god gammeldags hjerte og smerte. Og så synger hun oven i købet meget af tiden, hvilket hun gør ret fremragende. Hendes fraseringer er fantastiske, og hun er næsten på niveau med en af de store mestre inden for neo soul, stemmeekvilibristen Mary J. Blige, der lægger vokal til et enkelt nummer på albummet. Men når hun rapper, så er hun i en liga, hvor kun få befinder sig. Hun regnes for en af de bedste rappere nogensinde og den bedste kvindelige rapper, selv om nogen måske hellere ville fremhæve Missy Elliott eller Queen Latifah. Og stort set alle musikskribenter har den her plade med på en liste over bedste hip hop udgivelser nogen sinde.

Min udgave er fra 2010 på 180 grams vinyl - et dobbeltalbum. Den oprindelige plade fra 1998 udkom faktisk på vinyl både i en amerikansk og europæisk udgave, hvilket vel er lidt usædvanligt tidspunktet taget i betragtning. I 1998 var vinyl på retur, og mange udgivelser fra midten af 90'erne og ti år frem er svære at opdrive og ret dyre. Men med samlet set 20 millioner solgte kopier langet over disken er der nok også blevet spyttet en del af dem ud på vinyl, så den europæiske udgave er til at skaffe for et sted mellem 200-700 kroner.

(Og så blev min shure pickup altså på. faktisk var det ikke bedre med den end med ortofonen, når det kom til stykket på Sugarhill Gang pladen. Faktisk nærmest værre. Især i de inderste riller var den plade tydeligvis ret slidt, og JICO-SAS nålen ikke særlig tilgivende. Men nu bliver den på, for den lyder sgu lækkert, dejlig funky til den her type musik. Måske skulle man supplere med en nål der er konisk eller elliptisk som supplement på slidte skæringer som den her, som nålen måske godt må gå lidt mere tilgivende hen over.... Just a thought...)

[kbekke]

Vi sniger os stille og roligt ud af 1980’erne og ind i 1990’erne bemærker jeg - og det er helt ok med mig.

-Lørdag d. 29 Juni, 1991 klokken godt og vel over middagstid er vi vågnet efter en laaang fredag med uendelige mængder af flightcases der skulle læsses af, befries for deres indhold, som så skulle stilles op, mikes, kables og gaffes.

“Check-check, 1-2-3, check-check. Lidt mere monitor her”.

For derefter at blive pakket ned igen i (helst) de samme flightcases, som så igen skulle losses ind i (helst) de samme biler, som de var ankommet i.

Alt sammen så hurtigt som muligt og i et hektisk slalomløb imellem hysteriske roadies, groupies med speciale i at stå i vejen og se utilnærmelige ud, hangouts med pupiller som knappenåle og reportere med lidt for høje tanker om deres egen vigtighed. Læg dertil en kolerisk og på-randen-af-et-mavesår-stresset stage manager og en Peter-Peter, der rendte rundt bag scenen umiddelbart før Sort Sol-koncerten og panisk råbte Gud og Hvermand ind i ansigtet: “HVOR FANDEN ER MIN HJELM! ER DER NOGEN, DER HAR SET MIN HJELM!!!”

-Kort sagt endnu en dag på kontoret for stage-crewet på Roskilde Festivals Grønne Scene. Og så var der også lige en efter-fest, der skulle overståes. It’s Only Rock’n’roll…

Så lyset var skarpt og tømmermændene gigantiske, da vi krøb ud af teltet og som bersærker overfaldt den nærmeste bod med flæskestegs-sandwicher og koldt fadøl.

I den anden ende af festivalpladsen var der rejst en scene, der ikke havde været der de andre år og som vi kom nærmere og ind i mørket, blev det klart: Det var ikke bare scenen, der var ny. Det var musikken også.

Vi gloede lidt rundt og på hinanden - Hvad!? Ingen guitarer!?

Til gengæld var der bas. Bas med bas med bas på. At stå der, inde under teltdugen, hvor bundkasserne pumpede lavfrekvente elektroniske rytmer ud, der ingen mulighed havde for at slippe væk, var som at være fanget inde i en gigantisk stortromme og jeg nåede lige at tænke “Shit, sådan her må det være at være mikrofon”.

Nåede lige - som i lige inden mine øjne som et objektiv zoomede sig vej igennem mængden og jeg så HENDE!

Den nougat-brune og dødeligt smukke Sindy Finn bag mikrofonen, flankeret af pladespillere, tv-skærme og andet isenkram, som jeg aldrig før havde set på en scene.

Jeg kan ikke klart beskrive præcist, hvad der skete, da de første toner af “Funky Love Vibrations” ramte mig.

Men jeg ved så meget, som at William Orbit-projektet “Bassomatic” leverede et sæt, der tog mig og resten af teltet med til en dimension, der ikke var af denne galakse. Vi var ikke længere på en sjællandsk græsmark. Vi var blevet beamet op. Bortført af super-cool og venlige aliens, der rådede over en ny og hidtil ukendt teknologi. Det var første gang, jeg oplevede elektronisk musik fremført på en scene og ikke på et diskotek. Det var også første gang, jeg oplevede det, som technoen kan gøre ved een - helt uden kemiske hjælpemidler. Måske var det rytmen på “Potentially Fatal”, der gjorde det. Måske var det “Attack Of The 50 Feet Drum Demon” eller måske “Ragafuzz”: Den fysiske stimulering af hidtil uerkendte nervesystemer i begge ender af rygsøjlen. Det avancerede, det primale og det erotiske på samme tid og i een berusende cocktail.

Senere på vej ud af teltet og langsomt på vej tilbage til Planet Earth var vi gennemblødte af sved. J kiggede på mig, rystede på hovedet og konstaterede: “KÆFT HUN VAR LÆKKER!”.

964626E4-52AB-4472-9444-7098B6048DDA.jpeg

-Det var hun, men det virkeligt lækre ved Bassomatic er, at det netop ikke er hjernedød trance med 100 mph eller testosteron-gangsta attitude med en bimbo på kor.

Det er et fuldstændigt overlegent og sofistikeret mix af soul, funk, rap, house og techno. Der er sjæl, der er flow, der er swing - og så var det fuldstændigt nyt. I hvert fald for mig. Den juni-dag i 1991.

Faktisk er “Science and Melody” et af de få albums fra 1990’erne, der stadig snurrer ind i mellem hos mig.

Det er musik, man kan danse til, støvsuge til, elske til, stene ud til eller bare lytte til.

Men uanset, hvad man gør imens, skal det høres HØJT og baskontrollen skal helt til højre

[bjerager]

Vi sniger os stille og roligt ud af 1980’erne og ind i 1990’erne bemærker jeg - og det er helt ok med mig.

-Lørdag d. 29 Juni, 1991 klokken godt og vel over middagstid er vi vågnet efter en laaang fredag med uendelige mængder af flightcases der skulle læsses af, befries for deres indhold, som så skulle stilles op, mikes, kables og gaffes.

“Check-check, 1-2-3, check-check. Lidt mere monitor her”.

For derefter at blive pakket ned igen i (helst) de samme flightcases, som så igen skulle losses ind i (helst) de samme biler, som de var ankommet i.

Alt sammen så hurtigt som muligt og i et hektisk slalomløb imellem hysteriske roadies, groupies med speciale i at stå i vejen og se utilnærmelige ud, hangouts med pupiller som knappenåle og reportere med lidt for høje tanker om deres egen vigtighed. Læg dertil en kolerisk og på-randen-af-et-mavesår-stresset stage manager og en Peter-Peter, der rendte rundt bag scenen umiddelbart før Sort Sol-koncerten og panisk råbte Gud og Hvermand ind i ansigtet: “HVOR FANDEN ER MIN HJELM! ER DER NOGEN, DER HAR SET MIN HJELM!!!”

-Kort sagt endnu en dag på kontoret for stage-crewet på Roskilde Festivals Grønne Scene. Og så var der også lige en efter-fest, der skulle overståes. It’s Only Rock’n’roll…

Så lyset var skarpt og tømmermændene gigantiske, da vi krøb ud af teltet og som bersærker overfaldt den nærmeste bod med flæskestegs-sandwicher og koldt fadøl.

I den anden ende af festivalpladsen var der rejst en scene, der ikke havde været der de andre år og som vi kom nærmere og ind i mørket, blev det klart: Det var ikke bare scenen, der var ny. Det var musikken også.

Vi gloede lidt rundt og på hinanden - Hvad!? Ingen guitarer!?

Til gengæld var der bas. Bas med bas med bas på. At stå der, inde under teltdugen, hvor bundkasserne pumpede lavfrekvente elektroniske rytmer ud, der ingen mulighed havde for at slippe væk, var som at være fanget inde i en gigantisk stortromme og jeg nåede lige at tænke “Shit, sådan her må det være at være mikrofon”.

Nåede lige - som i lige inden mine øjne som et objektiv zoomede sig vej igennem mængden og jeg så HENDE!

Den nougat-brune og dødeligt smukke Sindy Finn bag mikrofonen, flankeret af pladespillere, tv-skærme og andet isenkram, som jeg aldrig før havde set på en scene.

Jeg kan ikke klart beskrive præcist, hvad der skete, da de første toner af “Funky Love Vibrations” ramte mig.

Men jeg ved så meget, som at William Orbit-projektet “Bassomatic” leverede et sæt, der tog mig og resten af teltet med til en dimension, der ikke var af denne galakse. Vi var ikke længere på en sjællandsk græsmark. Vi var blevet beamet op. Bortført af super-cool og venlige aliens, der rådede over en ny og hidtil ukendt teknologi. Det var første gang, jeg oplevede elektronisk musik fremført på en scene og ikke på et diskotek. Det var også første gang, jeg oplevede det, som technoen kan gøre ved een - helt uden kemiske hjælpemidler. Måske var det rytmen på “Potentially Fatal”, der gjorde det. Måske var det “Attack Of The 50 Feet Drum Demon” eller måske “Ragafuzz”: Den fysiske stimulering af hidtil uerkendte nervesystemer i begge ender af rygsøjlen. Det avancerede, det primale og det erotiske på samme tid og i een berusende cocktail.

Senere på vej ud af teltet og langsomt på vej tilbage til Planet Earth var vi gennemblødte af sved. J kiggede på mig, rystede på hovedet og konstaterede: “KÆFT HUN VAR LÆKKER!”.

964626E4-52AB-4472-9444-7098B6048DDA.jpeg

-Det var hun, men det virkeligt lækre ved Bassomatic er, at det netop ikke er hjernedød trance med 100 mph eller testosteron-gangsta attitude med en bimbo på kor.

Det er et fuldstændigt overlegent og sofistikeret mix af soul, funk, rap, house og techno. Der er sjæl, der er flow, der er swing - og så var det fuldstændigt nyt. I hvert fald for mig. Den juni-dag i 1991.

Faktisk er “Science and Melody” et af de få albums fra 1990’erne, der stadig snurrer ind i mellem hos mig.

Det er musik, man kan danse til, støvsuge til, elske til, stene ud til eller bare lytte til.

Men uanset, hvad man gør imens, skal det høres HØJT og baskontrollen skal helt til højre

FEDT, fedt, fedt! Det er sådan nogle indlæg, der er værd at læse. Nysgerrigheden bliver pirret, og man får den personlige vinkel på, hvad der gjordet at musikken fik greb i én. Jeg kender ikke bandet, de må tjekkes ud!

PS: Vi er slet ikke færdige med 80'erne endnu....

[bjerager]

Jeg truede jo med, at vi slet ikke var færdige med 80'erne. Og heller ikke med hip hoppen for den sags skyld. Denne gang skal vi tilbage til sommeren 1988, hvor jeg lige havde fået hue på. Og efter at have deltaget i de sædvanlige udskejelser af forskellig art og karaktér, så anede jeg virkelig ikke. hvad der skulle ske med mit liv. Hverken på kort eller langt sigt. Og så var der også hende der, som jeg havde fjollet rundt med efter en fest, hvor det vist nok var hende, der havde scoret mig. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg ville med hende - noget mindre end hun ville med mig, tror jeg. Så jeg trængte til at komme væk. Men hvorhen?

Valget faldt ikke på en eller anden eksotisk destination, men på området omkring Løgstør - nærmere bestemt Vindblæs. Der boede min moster og onkel med mine tre fætre. Den ældste af de tre - Torben - er jævnaldrende med mig, Carsten er to år yngre og Preben en efternøler, som jeg aldrig rigtigt har lært at kende. Torben og Carsten havde jeg derimod tilbragt nogle sommerferier sammen med, og især Torben synes jeg var godt selskab. Han spillede musik, var hurtig i replikken og lidt rebelsk. Den sommer investerede han så i sin første bil - en gammel opel kadett. Den turnerede vi så rundt på de smalle veje i området i, besøgte blandt andet hans kæreste, der havde nogle meget fine og velproportionaliserede talenter. Og vi var også en tur i Blokhus til fest, hvor jeg hilste morgensolen velkommen ved at brække mig ud af fordøren på den lille røde opel.

Men lige det her opslag handler nu mest om den anden af mine fætre - Carsten - der lige var kommet hjem efter et highschool ophold i USA. Og da han kom hjem var det især tre ting, han havde taget med sig: Superbowl, basketball og Beastie Boys. Det første havde jeg perifert stiftet bekendtskab med, men jeg havde svært ved at se det fantastiske ved American Football - og det har jeg sådan set stadig. Det andet havde jeg selv spillet i klub i et års tid i slutningen af min folkeskoletid. Og derfor kunne jeg ikke lade være med at blive lidt frustreret over, at han nu kunne køre sådan rundt med mig i den idrætshal, som hans far, der var lærer, lånte os nøglerne til. Men det er selvfølgelig det sidste, der er det vigtige i den her sammenhæng.

Beastie Boys begyndte oprindeligt i 1981 som et punk band, og Beastie er faktisk forkortelse for "Boys Entering Anarchistic States Towards Inner Excellence". På et tidspunkt optog de et nummer, "Cooky Puss", hvor de besluttede sig for at bruge rap og sampling som en del af kompositionen. Det blev et undergrundshit i New York. De begyndte derfor at invitere en DJ med til deres optrædener, og de brugte også mere og mere rap i deres sets. En lokal ung studerende ved navn Rick Rubin fik øjnene op for dem, og Beastie Boys blev den første store succes for det pladeselskab, han valgte at stifte - Def Jam Records. Som noget ret usædvanligt for den tid er alle bandmedlemmerne hvide. Indtil da havde alle de større navne været sorte kunstnere, og måske er det her i virkeligheden historien om Elvis en gang til: Der skulle hvide musikere til, for at skabe et gennembrud for hip hop genren i den brede, amerikanske, middelklasseoffentlighed.

I november 1986 udkom så albummet "LIcense To Ill" til gode anmeldelser, og det blev en millionsællert. Det første hip hop album, der toppede Billboard 200 listen. Da min fætter Carsten landede i USA, var det album blevet soundtracket til livet i mange highschools rundt om i USA.

Man kan tydeligt høre på musikken, at bandet har en baggrund i hardcore punk. Guitaren fylder meget i lydbilledet. Og faktisk - så bryder jeg mig ikke særlig meget om Beastie Boys, og slet ikke om "License To Ill". Det er en tand for pubertært på den ufede måde til min smag, "(You Gotta) Fight for Your Right (To Party!)" - bare for meget. Som at lytte til en hip hop udgave af Twisted Sisters. Jeg kan godt høre, at musikken er mere sofistikeret end man får indtryk af, første gang man lytter til det, men dengang Carsten præsenterede mig for det, så prellede det altså af som vand på en gås.

At jeg overhovedet har pladen i min samling skyldes udelukkende min ekskone. Hun bragte den med ind i parforholdet, og ved bodelingen fik jeg alle pladerne. Hun havde måske 20 plader, og jeg havde 1200. Hun fik sofaen, spisebordet og stolene - jeg fik pladerne. Hun gik i øvrigt i skole med Nicholas Kvaran, bedre kendt som Nick Coldhands fra Den Gale Pose, så derfor ved jeg direkte fra hestens mund, at Beastie Boys var en kilde til inspiration for dem. (Og nej, hun hverken ligner, lyder eller opfører sig som en hest - det er bare en talemåde...eller....)

Nå, men jeg mener under alle omstændigheder, at man IKKE kun skal lytte til musik, som man godt kan lide. Man skal udfordre sig selv, prøvesmage tingene. Og så er Beastie Boys altså en uomgængelig del af musikhistorien. Jeg har selv bogen "1001 Albums You Must Hear Before You Die", og den har "License To Ill" med på listen. Ganske fortjent synes jeg, selv om jeg ikke rigtigt bryder mig om albummet. Men sådan har jeg det også med andet musik. Det tog mig år at få Bob Dylan ind under huden, men nu elsker jeg hans musik. Jeg har stadig ikke rigtigt fundet ud af at holde af The Who, selv om jeg har en del af deres plader. "Ja, jo, "Live At Leeds" er da et fint livealbum, og inroen til "Baba O'Riley" er ret fed. Men jeg synes "Tommy" er ulidelig med et grotesk plot. Og Roger Daltrey er bare for irriterende.

[pqrannes]

Vindblæs!

Vild historie.

PQR

Johannes V Jensen om at cykle til Vindblæs:
Jeg kom til Vindblæs, jeg naaede Toget, men omtrent sprængt, med Øjnene ud af Hovedet af maalløs stupid Vrede. Den første Sodavand paa kroen blev mellem Tænderne, svirpede væk, den anden fordampede undervejs gennem Halsen, den tredie endelig naaede ned i Maven. Jeg har ikke svedt værre som Infanterist, jeg var ikke hedere i Troperne efter at have cyklet en halv Snes Mil paa Singaporeøen i Teglovnsvarme. Og da jeg sad i Kupeen, fortumlet og øm i Brynene som efter et Hammerslag, af al den Modvind, med en olm Fornemmelse af at man havde forsøgt Vold paa min Person, vinkede jeg med Haanden ud til min gode Ven Blæsten, der laa og legede med den grønne Rug og trykkede den flad imod Marken: Naaede jeg saa ikke Toget.

Stivstikker? Forbyd mig Vejen en anden Gang! Jeg skal nok komme igen og slaas med dig.

[bjerager]

Vindblæs!

Vild historie.

PQR

Johannes V Jensen om at cykle til Vindblæs:
Jeg kom til Vindblæs, jeg naaede Toget, men omtrent sprængt, med Øjnene ud af Hovedet af maalløs stupid Vrede. Den første Sodavand paa kroen blev mellem Tænderne, svirpede væk, den anden fordampede undervejs gennem Halsen, den tredie endelig naaede ned i Maven. Jeg har ikke svedt værre som Infanterist, jeg var ikke hedere i Troperne efter at have cyklet en halv Snes Mil paa Singaporeøen i Teglovnsvarme. Og da jeg sad i Kupeen, fortumlet og øm i Brynene som efter et Hammerslag, af al den Modvind, med en olm Fornemmelse af at man havde forsøgt Vold paa min Person, vinkede jeg med Haanden ud til min gode Ven Blæsten, der laa og legede med den grønne Rug og trykkede den flad imod Marken: Naaede jeg saa ikke Toget.

Stivstikker? Forbyd mig Vejen en anden Gang! Jeg skal nok komme igen og slaas med dig.

"Blæsten kan man ikke få at se...." - de boede i en typisk 60-70'er villa, der lå aller yderst som en skildvagt og markerede grænsen mellem landsbyen og markerne. Fandme et sjovt sted at sidde og lytte til Beastie Boys.

[kbekke]

Årets album.

Ikke engang en “rigtig” audiofil udgivelse, men det er i sandhed en vellydende presning og et perfekt album.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive KOC. Det gør de bedre selv.

https://youtu.be/sjau6qZKruE

Hør albummet før din Vintage hi-fi ven.




Mvh.


Fensten

Bare lige for at følge op og sige det, som det er: Jeg er i mellemtiden blevet fuldstændigt og betingelsesløst afhængig af de to finurlige norske herrer, der udgør Kings of Convenience (+ Feist), som jeg allerede var hooked på). Og tak til Fensten for det.

“Declaration Of Dependence”, “Riot On An Empty Street” og “Quiet Is The New Loud” er netop bestilt og de når forhåbentligt frem i tide til at sidstnævnte kommer til at ligge under træet i to eksemplarer.

Et til mig og et til Teenagedatteren (der snart ikke er teenager længere).

Det bliver en god Jul også i år. Det er jeg sikker på.

[Captain Phoenix]

Det bliver en god Jul også i år. Det er jeg sikker på.

Forhåbentlig... Den giver mig ihverfald anledning til at gøre noget ved et alvorligt forhold:

Jeg har været en dårlig far!
Simpelt hen...

For det viser sig, at den ene af sønnerne har ikke fået ét eneste Beatles-album med i rygsækken, da han fløj fra reden - og det er endda den af drengene, som spiller klaver, klarinet, harmonika osv. (Storebror fik CD-boxen "The Beatles in Mono", så dét er på plads).

Miseren har fået mig til at anskaffe (endnu) et sæt af The Beatles 1962-66 og makkeren The Beatles 1967-70, som jeg må snurre inden der skal gang i saks og julepapir.

IMG_4057 2.jpg

For at finde en god udgave (blandt over 100 forskellige) har jeg lænet mig op af Andrew Milton, Parlogram Auctions, der på Youtube har en fin gennemgang af det røde og det blå album.

Valget faldt på de anbefalede 2014-udgaver, som er de eneste af de senere udgivelser, der er lavet ud fra de analoge masterbånd. Og det kan virkelig høres - mand, de lyder godt: Dejlig klar, velopløst, naturlig og velbalanceret lyd hele vejen igennem alle 54 numre. Gode, flade presninger også - ligesom der både er tekst-ark og et insert, som fortæller om albummet.

Lyden er langt bedre end på mine (godt brugte) start-70'er udgaver, så disse sæt (se billedteksten) tør jeg godt give videre - og anbefale som en rigtig god indgang til The Beatles.
Eneste minus er vel at den blå farve på "Det blå" er for kobolt-blå - og så skal man finde dem hos en pålidelig Discogs- eller ebay-sælger.

[kbekke]

Det bliver en god Jul også i år. Det er jeg sikker på.

Miseren har fået mig til at anskaffe (endnu) et sæt af The Beatles 1962-66 og makkeren The Beatles 1967-70, som jeg må snurre inden der skal gang i saks og julepapir.

De to indgik faktisk også i min plan for hvad, der skulle under træet i år.

Men så gik det op for mig, at det jo er Teenagedatteren, der ikke bare selv har fundet The Beatles. Men også til en vis grad har re-introduceret dem her hos mig. Faktisk blev jeg lidt duperet, da hun på en køretur hjem fra Vedersø i sommers formåede at synge alle teksterne til sangene på Abbey Road, mens den "snurrede" på bilradioen.

Så den røde og den blå Beatles må hun selv ud at finde i Viborg og omegn, hvor hun nu huserer og glimtvis sender livstegn a la "det går super-godt, se mine karakterer!" (hvilket naturligvis i virkeligheden betyder "send flere penge, søde Far!").

Til gengæld og i mellemtiden er der så landet et album, som i meget lang tid har været på min ønskeseddel:

IMG_0833.jpeg

-Det var nærmest ved et tilfælde, at jeg faldt over den. Det er ikke særligt tit, at jeg køber plader on-line. Det er selvfølgelig det mest effektive, hvis man ved lige præcis, hvad man vil have og gerne vil have det nu.

Der er ikke noget galt i det. Men det er ikke det samme, som at FINDE en plade i en kasse. Det der lille gib, man får:

"Hov! Der var den jo!"

-Man skotter rundt for lige at checke, om det virkelig kan passe, at der ikke er andre, der har opdaget den og sniger den diskret ind i bunken, inden man sejrssikkert kan gå til kassen og betale. For derefter forventningsfuldt at skynde sig hjem med skatten under armen. Det bliver jeg aldrig for gammel til.

Men den her blev altså "fundet" on-line og leveret i tide inden "Black-Week"-tsunamien for alvor ramte landets pakkeudleveringssteder.

Omvendt, så er det næppe et tilfælde, at pladen ankom netop på dagen, hvor den kvindelige hovedperson i denne lille historie fylder år:

viewtopic.php?f=587&t=1768&hilit=how+jazz+was+born#p33715

Ligesom det sikkert heller ikke er et tilfælde, at vi stadig udveksler "hjerte-likes" på SoMe, mens fyrfadslysene blafrer på sidste vers og "You Took Advantage Of Me" snurrer i baggrunden.

"Yesterdays" er endnu et i rækken af Jarrett-trioen's suverænt spillede og -indspillede live albums. Denne gang fra Metropolitan Festival Hall i Tokyo. Og meget mere er der vel ikke at sige om det:

Hvis man er fan og i forvejen kender eller har f.eks. "Standards Live", "Tribute" eller "Still Live", så ved man, hvad man får og hvis ikke - så går man heller ikke glip af noget ved at gå udenom denne gang.

Normalt går jeg ikke så meget op i det med at finde fejl og øffe over dem. Dels har jeg måske været heldig indtil nu og så tror jeg også, at både mit anlæg og jeg selv er rimeligt tolerant over for det, der er mindre end perfekt. Et eller andet sted synes jeg måske godt, at en LP må lyde som en LP med de artefakter, det nu kan give.

Hvis man vil have "perfekt" lyd, "så kan man jo bare købe CD'en", som de sagde engang

Men tingene skal selvfølgelig være i orden, når man køber noget, der skal forestille at være nyt.

I det her tilfælde var der alligevel et par ting, der var så grove, at selv jeg bemærkede det og blev en smule semi-irriteret:

For det første var begge skiver vind og skæve, da jeg modtog dem (og disc nr. 2 kunne dårligt presses ned over spindlen på pladespilleren. Dernæst var coveret tydeligt nusset og slidt i hjørnerne (på trods af at albummet var shrinkwrappet hele to gange).

Selve emballeringen var helt efter standard, så der er næppe sket noget under selve forsendelsen. Måske er der virkelig bare tale om et eksemplar, der har stået gemt, glemt og forsømt i en kasse siden udgivelsen i 2009? Eller måske er det et eksemplar som en mere kræsen køber har returneret og som nu er endt her som en "ny" vare?

Jeg ved det ikke og jeg er også ligeglad. Det er ikke noget, der bliver reklameret over. Jeg handler selvfølgelig bare et andet sted fremover.

Musikken fejler jo ikke noget og bulerne er også blevet bagt væk, så freden er intakt.

Tillykke med fødselsdagen, kære veninde.

[bjerager]

Jeg blev fanget midt i et hip hop opus (der er mere hvor det kommer fra, hvis det er...), og så kom The The ind ad døren, så jeg overså helt den her: David Bowie "The Next Day". Den lå i pakken med The The, og den er god! Virkelig!

Da den udkom i sin tid overså jeg den også helt. Jeg havde det nok lidt sådan med Bowie på det tidspunkt, at jeg synes hans musik var fremragende og noget jeg havde hørt meget engang. Men I ved - "Been there, done that, got the t-shirt", så...

Men så en dag, ja så var han død. Og det gik op for mig hvor mange plader, jeg faktisk havde med ham. Bowie, det var en af dem, der bare altid havde været der og altid ville være der. En naturlig del af det musikalske baggrundstæppe til forestillingen om mit liv.

Nå, men som sagt, det er en virkelig god rockplade. På den gammeldags rockpladeagtige måde, som man nærmest ikke troede blev lavet efter år 2000. Indgangsnummeret, som også blev førstesinglen "Where are we now" er meget Bowie-agtigt på en gang meget repræsentativ for pladen, og så på den anden side overhovedet ikke. En inderlig ballade, hvor der gøres status, hvilket sår lidt i en kontrast til resten af numrene. Albummet blev godt modtaget af anmeldere op publikum, og røg ret højt op på hitlisterne

Hvor er det trist at den næste rigtige studieindspilning "Blackstar" gik hen og blev hans sidste. Og selv om "Blackstar" er den helt rigtige og meget "Bowie'ske" måde at runde tingene af på, så fremstår "The Next Day" i mine ører som værende en langt bedre plade. En af den slags rockplader, der skal nydes med en kølig pilsner og en skål med chips.

Dobbelt album plus CD - jeg har ikke engang en CD afspiller mere, så den ved jeg ikke hvordan lyder. Men mixningen er lige i skabet, pladerne flade, stort set ingen pladestøj. Bare godt håndværk. Og coveret er et remake af "Heroes" med en hvid firkant hen over. På det første nummer er der da også referencer til hans tid i Berlin.

[his067]

Der er lige udkommet en "ny" Bowie plade I går: Brilliant Adventure hedder den. Den har en helt ny, uudgiven LP fra 1999. 1999-LPen hedder Toy og skulle være rigtigt interessant. Jeg har ikke hørt den endnu (den er på Qobuz, som er min on-line-pusher).

iu.jpeg

[bjerager]

Der er lige udkommet en "ny" Bowie plade I går: Brilliant Adventure hedder den. Den har en helt ny, uudgiven LP fra 1999. 1999-LPen hedder Toy og skulle være rigtigt interessant. Jeg har ikke hørt den endnu (den er på Qobuz, som er min on-line-pusher).

iu.jpeg

Og den er så på vej til matriklen Jeg har blandt andet den originale "Black Tie White Noise" allerede i god stand - et salg af den vil kunne betale halvdelen af den boks med 18 vinyler i...

[Captain Phoenix]

Her snurrer denne Record Store Day-udgivelse, som landede med lidt forsinkelse i går:
Leonard Cohen anno 1971 - og altså en 50-års jubilæums-udgivelse. I dén anledning er den forsynet med et 12-siders teksthæfte, embossed cover - og presset i hvid vinyl (som det ses).

IMG_4141.jpg

"Songs of Love and Hate" var Cohens 3. album (efter "Songs of Leonard Cohen" og "Songs from a Room" - sikken opfindsomhed mht. titler... og senere kom bl.a. "Recent Songs" og "Ten New Songs"...).

Men kan han så synge, nu der er alt det her med songs?
Næh... nej... faktisk ikke rigtigt.
Han reciterer egentlig mere sine tekster end han synger dem. Og man bliver her (og på stort set alle andre Cohen-album) gjort opmærksom på, at han er forfatter før han er komponist, sanger og/eller guitarist mv.
Akkompagnement er der heller ikke meget af: Lidt klaver og guitar samt en bas + violin - det er vel stort set det.

Ja - det lyder jo ikke af så meget, sådan et album uden sang og med begrænset musiceren.
MEN det er det så alligevel, for han skriver nogle rigtig gode tekster. Som rigtig, rigtig gode tekster - om kærlighed, kvinder, at være mand/elsker/jøde/mv., at være opofrende og egoistisk, om tro og svigt, om afsavn og begær, om at ville hinanden - og gå fra hinanden.
Man kan ikke lige sådan kort ramme Cohen's tekster ind - men de er altid klare betragtninger og refleksioner over livet i både det store og det nære.

Og de er HAMRENDE godt skrevet!
Cohen kan altså noget med sproget, som (mener jeg) ingen andre musiker-komponister kan på dét niveau. Stod det til mig, havde han fået Nobel-prisen i litteratur før Dylan (hvis man altså skal give sådan en pris til andre end "rigtige" forfattere - og det synes jeg egentlig godt man kan).

I dét lys, er der god mening i det udvidede teksthæfte, så man kan følge og "bore sig ned i" teksterne - lige som jeg (man?) gjorde det, da jeg begyndte at købe plader.

Vinylen er hvid, hvad der vel ikke er nogen højere mening med.
Den er også lavet på digitaliseret materiale, hvad en gammelsmølf som mig i udgangspunktet synes er en dårlig idé, når nu den oprindelig er rent analog optaget.
Men også her er der mere i det, end hvad der møder øjet (øret): For masteringen er lavet af Ryan K. Smith (Sterling Sound) og presningen er foretaget af tyske Pallas, der ca. er Europas nummer 1 indenfor at presse vinyler.
Så det ender (trods digi) med veldefineret, ørevenlig og vellydende musik på helt tyst og fuldstændig flad vinyl. TAK! - det er sgu' ellers ved at være en sjældenhed i disse tider, hvor jeg ombytter 1/4 - 1/2 af de nye vinyler, der lander her.

Efter sigende presset i (kun) 5.000 eks. og fås endnu både officielt og på det fri marked - og kan bestemt anbefales.

Forresten:
Rolling Stone placerer "Song of Love and Hate" som nr. 1 ud af Cohens knap 20 studie-album.
Det kan man jo altid diskutere - jeg vil nok mene at debut'en "Songs of Leonard Cohen" (1967) og "I'm Your Man" (1988 - overraskende 80'er-undtagelse) er stærkere.
Måske - for jo mere "Love and Hate" snurrer, jo bedre bliver den her i december-snevejret.