Vintagehifi-træf 2022
OBS: Træffet gennemføres med overholdelse af de COVID-regler, der gælder på træf-tidspunktet d. 19. marts (herunder fremvisning af coronapas, afstandskrav, mundbind alt efter hvad der er gældende).
Ud over de programsatte punkter nedenfor vil der være tid og plads til køb/salg/bytte af vintage-apparater, reservedele, LPer/CDer mv. Man er meget velkommen til at medbringe effekter til dette.
Der vil også være et ”Fri leg”-område, hvor man kan opstille, fremvise og/eller spille på medbragt vintage-grej. Bare medbring hvad du gerne vil vise os andre (husk kabler/lysnet-fordeler-dåser o.l., hvis apparaterne skal tilsluttes).
Tid: Lørdag d. 19. marts kl. 13 - ??
Sted: Den Lille Skole, Gammelmosevej 228, 2800 Kgs. Lyngby.
Program:
- 13:00 Velkomst – træffet åbnes
13:30 Quadrofoni – 1970’ernes surround, der aldrig slog rigtig an…
Om det var forvirringen over 3-4 forskellige quadrofoni-systemer, den lave WAF-faktor ved 4 store højttalere i stuen, mangel på quadrofonisk musik eller… der gjorde det svært for 4-kanals-stereo – ja det er svært at sige.
Men anlæggene findes og KenRas giver os en mulighed for at høre, hvad vi næsten alle sammen gik glip af dengang. Han fortæller også om de forskellige quadrofoniske systemer, der konkurrerede med hinanden.
14:30 Scandyna / Dynaco – Et eventyr indenfor dansk højttalerfabrikation
Mange kender Scandyna A-25 – en tovejs-højttaler, som trods 50+ år ”på bagen”, stadig er i live og har mange fans.
Forummedlem Spuncut fortæller historien om mærket, om de forskellige versioner af klassikeren A-25 og et par af de andre modeller, som der naturligvis også bliver god mulighed for at lytte til under præsentationen.
15:30 Kaffe/te og brød
Der er en tradition for at nogle af deltagerne medbringer hjemmebag til eftermiddagskaffen.
Det skal man også være meget velkommen til i år (vi varetager udskæringen på en smitte-sikker måde). Skriv gerne her i tråden hvis du medbringer kage.
16:30 Sansui high-end-anlæg anno 1978/79
Målt på antal solgte apparater var Sansui ikke et stort mærke i Danmark.
Men kvantitet og kvalitet er som bekendt ikke det samme, og med forstærker/pladespiller/ højttaler-kæden AU-X1/SR-929/SPL-800 kunne Sansui spise kirsebær med de store drenge i klassen.
Det er sjældne apparater her i landet (der findes muligvis kun ét sæt SPL-800-højttalere), men KlausM har samlet dem og giver os andre mulighed for at høre på og om sættet.
Oplæggene varer ca. 45 min hver.
18:00 Den store Vintagehifi Quiz anno 2022
Vi dyster i grupper om viden om vintagehifi, teknik og musik. Det bliver sjovt - og nørdet...
18:30 Middag (for de der er tilmeldt til dette)
Bjeragers hjemmelavede simremad med tilbehør:
- Oksekæber for kødspisere.
- Dahl for vegetarer (angiv ”vegetar” ved tilmelding i Doodle – ellers går vi ud fra at du spiser kød).
Medbring gerne selv drikkevarer (der indkøbes nogle øl/vand til salg, men vi kan ikke forsyne alle).
Herefter:
Socialt vintage-samvær, ”Fri leg” og hvad vi ellers finder på

Tilmelding, betaling, praktiske forhold mv. sker her senest d. 14. marts.
Vi håber at se rigtig mange af jer til træffet!
Mange hilsner
Initiativgruppen
bjerager, ferr31, pqrannes & Captain Phoenix