Jeg husker helt tydeligt hvornår, hvor og hvordan jazzen ”blev født” for mig – eller nærmere omvendt.
Så her er min lille historie om "how jazz was born":
Jeg gik i 3. g. og havde fritidsjob i min fars radioforretning (det var for resten også dér kimen til vintage-hifi-passionen blev lagt, men det er en anden historie).
En anden ung mand i butikken – Vagn – kom en dag og fortalte, at han havde været i Montmartre og høre Radioens Big Band. Det havde været en stor oplevelse, så jeg var
på.
(Udsnit af Gorm Valentins foto fra forsiden af Niels Christensen: "Montmartre i Nørregade - Mig og Monten")Ugen efter tog vi ind til Nørregade og bevægede os ind i Montmartres tætte, huleagtige stemning med dybrødt velour-scenetæppe, tyk pibe- og cigaretrøg, klirrende flaskepilsnere og langhårede publikummer (som os selv...).
Scenen var udvidet helt ned på gulvet i salen for at gøre plads til de 20-25 musikere i bandet. Skinnende blæserinstrumenter fra tværfløjter til baryton-sax'er stod klar, forskellige percussion-instrumenter lå allevegne - og bagerst var Niels-Henning Ørsted Pedersens kontrabas parat - ham havde jeg da hørt om.
Der må have væet omkring 100 forskellige instrumenter på dén scene.
Vi satte os så tæt på scenen vi kunne, og jeg ventede spændt – ikke rigtig klar over på præcist hvad.
Indtil da havde den musikalske kost mest bestået af dansk pop/rock (bl.a. Sebastian og Savage Rose) og engelsk/US-rock (Deep Purple, Uriah Heep, Bowie m.fl.) samt blødere ting som f.eks. Simon og Garfunkel.
Jazz var ikke rigtig noget der indgik i repertoiret. Endnu.
Det, der skete, da bandet gik i gang dér 5-6 meter foran mig - med fuld tryk på alle sax’er, trompeter og tromboner - kan bedst beskrives som at få blæst døren op til en anden dimension.
"Pang!!!"
Så meget akustisk power, musikalsk drive og spil-levende energi på én gang – pludselig afbrudt af drillende breaks i de flotte, gennemarbejdede arrangementer. Den ene solo efter den anden - og en rytmegruppe, der bare pumper derudaf. Og i spidsen for det hele kapelmesteren selv: Stor, sort, smilende, svedende og i ”etnisk” skjorte styrer han rundt med sine musik-tropper, som han knapt havde lært navnene på endnu.
Jeg var overvældet, beriget – og solgt!
Det blev til hyppige besøg hver torsdag når Big Band'et var på plakaten - og senere selvfølgelig til koncerter med andre jazz-musikere (Miles Davis, Chet Baker, Michel Petrucciani, Oscar Petterson, Count Basie og mange andre).
En torsdag var vi taget særligt tidligt afsted for at få plads
helt oppe foran musikerne – lige udfor Thad Jones orkesterleder-plads.
I nummeret ”Here´s that Rainy Day” (af Jimmy Van Heusen - dét nummer glemmer jeg ikke) havde kapelmesteren en cornet-solo efter noder, men ikke noget til at holde nodearket med og i skyndingen stak han mig arket, så jeg kunne holde det under soloen.
Så dér sidder jeg stiv og på nåle – og føler nok jeg er en lille-bitte-bitte smule med i musikken.
Herligt - indtil Jones begynder at gøre fagter til mig med sin ene, frie hånd… Øh - hvadfornoget... Hvad mener han… Åh – nodearket var foldet og han var nået til den næste side... Fumle – bladre – røde ører…
Jeg nåede vist lige at få den rette side frem inden han løb tør for toner…
Det var dengang Danmark Radio gjorde noget selvstændigt for at udvikle og udbrede (musik)kulturen – og ikke bare lirede færdiglavede mainstream-musikretter af som nu (stort set). Koncerterne blev dels udsendt direkte i Danmarks Radio - dels optaget til senere udsendelse (der må ligge timer af guld-optagelser et sted i DRs arkiver...).
Heldigvis kom der to fremragende LP’er ud af Thad Jones’ samarbejde med Danmark Radios Big Band:
”By Jones, I think we’ve got it” (Metronome MLP 15629) og “A good time was had by all” (Metronome MLP 15644). Titlerne dækker helt min oplevelse fra koncerterne i “Monten” – og fås heldigvis stadig 2.nd hand for beskedne beløb. Der er også kommen en cd med 10 af LP’ernes 12 numre – ”Live at Montmartre” (Storyville).
Hvis man vil høre det absolut bedste, dansk orkester/big-band jazz har frembragt – så kan jeg ikke tænke på noget bedre sted at begynde (også selv om ”Here’s that Rainy Day” ikke er med…). Bandmedlemmerne NHØP og Bjarne Rostvold har sagt, at Big Bandet aldrig har spillet bedre end sammen med Thad Jones.
Det var altså sådan ”jazz was born” for mig - og blev startskuddet til en jazz- og musik-rejse, der stadig er i gang og til glæde her 35 år efter den aften i Montmartre.
Tak til Vagn, Danmarks Radio, Montmartre, Thad Jones - og "
The Band!"
- meeeeeen jeg har da bikset/bikser stadigt med lidt musik (mest Hiphop) siden midthalvfemserne. Og så har jeg en lille "musik-journalist" tjans på blog'en Goombay.dk. Tiden har bare længe været knap, og nu er der også ankommet en skøn lille dreng på matriklen (6 uger gammel), så det kreative står lidt stille pt.
))
Der var virkelig gang i sommmernatten. Nu er vist blevet en mere velfriseret Silkeborg begivenhed, men vi er jo alle blevet ældre. 
