Jeg har efterhånden ejet 5 Mørch GS6a grammofoner. Alle undtagen en er oprindeligt uden flydende ophæng, men som man kan se her: [url]https://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=558&t=11639&p=123316&hilit=mørch+gs6#p123316[/url], baksede jeg med noget held med at lave en af dem om til et flydende ophæng efter Mørchs forlæg. Det var mest et fornøjeligt hobby-projekt og hovedsageligt en succes. Hans Henrik delte sine skabeloner og sine noter om GS6a med mig, og med Hans Henriks hjælp fik jeg skåret de rigtige gevind på den rigtige måde i ophænget.
GS6a er jo en ældre sag i disse dage: Jeg købte min første GS6a i 1982 da jeg kom hjem til danmark efter studier i England. Imens jeg var der, faldt jeg over en annonce fra SME i HiFi News hvor Alastair Robertson-Aikman solgte ud af sit overskudslager--bl.a. en Ortofon MC200. Hans Henrik havde lige lavet ICA200 armrøret og han var så venlig at møde op i min lejlighed på Christianshavn, hvor han installerede den i ICA200.
Et par år senere flyttede jeg til Canada for at studere ved University of Toronto. Det Canadiske lysnet er 120V/60 Hz og selv om at Hans Henrik tilbød at lave en trappeskive til Canada (som kun gav 33 omdr), besluttede jeg mig for at sælge den og finde noget andet i Toronto. Det blev en SOTA Star Sapphire, som jeg brugte i mange år. Men SOTAen er skrøbelig og fyldte alt for meget med sin pumpe og elektroniske strømforsyning i grimme firkantede trækabinetter. Så efter knapt ti år og en del reparationer af safir-lejet og forskelligt andet, blev den erstattet først med en Garrard 401, som jeg fik foræret af en venlig (desværre nu afdød) antennemand, så med en Thorens TD124, en Technics SP10 og endeligt med min Oracle.
Men jeg syntes stadig mægtig godt om Mørchen (selvom den ikke måler sig med TD124) og om det håndværk som der ligger i den, så med mellemrum købte jeg først en frygteligt ramponeret en uden kabinet, så en i trækabinet (men uden flydende ophæng). Derefter dukkede der en op i Irland til en meget rimelig pris (reservele er altid gode at have!) og til slut købte jeg en fra Den Blå Avis som havde Mørchs eget flydende ophæng (og de dertil hørende fordybninger til ophængets fjedre som jeg ikke kunne lave uden special værktøj). Ind imellem har jeg også forsøgt at få en Michell Gyro QC Power Supply til at virke sammen med GS6.
Det hele er nu ved at være faldet på plads og jeg tænker at der måske vil være andre der er interesseret dele mine erfaringer om den pladespiller og en beskrivelse af hvad jeg har lært om den efter disse mange år. Jeg planlægger at vidergive erfaringer med smøremidler, adskilelse og smøring af motor, nogle eksperimenter med ombygning af motorophænget og tilslutning af med Michell strømforsyning.
(Fortsættes)