How Jazz Was Born

[his067]

[lambek]

People time

Hårene rejste sig på armene. Åndedrættet stod praktisk talt stille. Og ja, en lille tåre pressede sig på.
Det var 4. juni 1991, og jeg havde sammen med min senere hustru forvildet mig ind på Montmartre i København. Det var egentlig ikke noget bevidst valg, men mere en pludselig indskydelse, der havde fået mig til at købe billetterne. Men det blev mit livs koncertoplevelse.
Tre måneder før han døde af cancer spillede saxofonisten Stan Getz, akkompagneret af pianisten Kenny Barron, en række koncerter i Danmark. Det blev sidste gang, Stan Getz optrådte offentligt. Og så vidt jeg ved sidste gang han blev foreviget på plade.
Det er svært at sætte ord på, hvorfor koncerten gjorde et så uudslukkeligt indtryk. Måske fordi Stan Getz var så synligt svækket, at det føltes om hver tone blev skabt i ren og skær trods. Måske bare fordi den musik, han frembragte den aften, var så ubegribeligt smuk. Sørgelig, men smuk. Med en tone så ren og skær, at den i mit hoved bortvejrede alle de mange historier om et liv, levet i misbrug og fornedrelse.
Jeg læste et sted, at selv om Stan Getz aldrig havde præsteret andet, end det han leverede ved i alt fire koncerter i København i starten af juni 1991, ville han stadig gå over i historien som en af historiens største. Det er måske lidt højtravende udtrykt. Men oplevelsen sidder stadig dybt i kroppen – og kan endda genkaldes når cd’en ’People Time’ sættes på.
Bjørn

[Bent Egholm]

Tillad en ikke jazz-mand et lille kvæk.... Det er fedt at læse om jeres oplevelser med jazz musikken. Den har desværre aldrig rigtigt kunne fange mig, men den kommer langsomt snigende....
Inden for de sidste par år har jeg 7-doplet min samling af jazzplader ( har nu 28 stk) og mange er anskaffet efter at jeg har læst jeres begejstrede omtaler af denne og hint plade... Tak for det!
Men det er altså stadig rock og klassisk der spilles mest af dagligt her i jordhulen!

[kbekke]

Det er snart nogle år siden, at jeg, vel nok drevet mest af kedsomhed, for første gang trådte ind ad døren til det lille antikvariat i Vestergade. Som i denne forbindelse IKKE er den Vestergade, Peter A.G. havde for vane at slingre nedad efter at have røget en stråhat. Ikke at der ikke også bliver slingret og meget andet i denne del af min by. Men lige netop her, i krydsfeltet mellem Brugsen, Apoteket og de kommunale bænke under den grafitti-prydede jernbane-bro, er det primært noget, vi overlader til de professionelle.

IMG_2134.jpeg

Gadens Frie Fugle tæller i deres forskellige manifestationer her alt fra en lille gruppe etniske Grønlændere på familie-udflugt meget langt væk hjemmefra, et par ældre herrer komplet med stråhat, fedtet habit og "kyllinger" i lommen. Til repræsentanter for Den Yngre Generation. Iført sammenbidt sort. Hår i pangfarver. En portefølje af diagnoser og et bredsprektret udvalg af receptpligtig medicin til at håndtere de værste symptomer.

Jeg elsker denne del af byen, der af min kære svigermor fik det, i hendes optik, ikke særligt flatterende prædikat; “Lille Beirut".

Det var nok noget, hun havde hørt i Logen og det var i hvert fald Ikke på grund af spritterne. Men derimod snarere en henvisning til gadens stadigt stigende andel af erhvervsdrivende med mellemøstlig oprindelse og med dem deres hele bazar af kunder, leverandører, skyldnere og opkrævere. Konkurrenter, bude, stikirenddrenge og daglejere. Klan- og familie-medlemmer, trosfæller, forkyndere, frafaldne og andre bekendte.

Der, sammen med det almindelige gennemtræk af mere eller mindre velfungerende “etniske” danskere, alle gør deres til, at man på en god dag kan opleve en veritabel duftsymfoni af lige dele udstødning fra sænkede BMW’er med absurd brede fælge og rustne kassevogne. Fyldt med vandmeloner, sække med ris, peberfrugter, der hverken i form eller farver lever op til nogen som helst EU-standarder og dunke med madoile.

-Saftigt lammekød på spid med løg, tomater og spidskommen. Hårvoks, rosenvand, vandpibe-tobak med æblesmag og curry med daal og koriander. Altsammen krydret med ølsjatter, bræk og pis i porten. Ved simpelthen bare at slentre fra den ene ende af gaden til den anden.

IMG_2248.jpeg

Midt i det hele, klemt inde mellem shawarmabikse med Fødevare-smileys i forskellige grader af dårligt humør, ligger byens på samme tid mindste og mest berygtede kiosk, hvor den lille kittelklædte ejer med Saddam-moustachen hilser alle med et stort smil og et "goodaaawmiven!" Som en bizar mellemform af Søren Rislund’s Hansemann Luchter-karakter og Zlatko Buric i den allerede gamle “Duborg-Po-Dose” reklame. Her kan man stadig købe håndbajere (også på flaske), "Camel" uden filter og flint til sin Zippo og man har iøvrigt det mest omfattende sortiment af jointpapir og tilhørende accessories, jeg nogensinde har set.

I hvert fald siden Ordensmagtens Professionelle Ballademagere anført af Bjarne “Benlås”, i et anfald af overdreven tjenstvillighed satte sig for at "rydde" Fælleskøkkenet på Christiania - hele vejen ned til fundamentet.

Det er også den kiosk, en kriminelt-naiv-men-sikkert-velmenende SSP-konsulent i meget klare vendinger instruerede eleverne på mine børns skole om ALDRIG at gå ind i:

Fordi det var det ENESTE sted i byen, hvor man helt åbenlyst og uden spørgsmål solgte både TOBAK og ALKOHOL til mindreårige. -Så ved I det, unger! Og nej, det er stadig ikke en Aarhus-historie. Det lyder bare som en. Løgn var det også. Det er i hvert fald ikke det eneste sted i byen.

"Lille Beirut" og Vestergade bringer med andre ord, i mini-format og ganske vist afdæmpet, provinsiel form, minder frem om det rigtige, københavnske Vesterbro, hvor jeg tilbragte en formativ del af min ungdom. Hvilket vil sige før Byfornyelsen. Før Vesterbro endeligt overgav sig. Til Kapitalen. Til Flat White på økohavre. Naturvinbarer, glutenfrit bagværk og Odder-barnevogne i 10.000-kroners klassen. Før Vesterbro blev til det gentrificerede, forældrekøbs-financierede helvede af ensrettet, småtskåren "normalitet", som Vesterbro er i dag og som altså ikke længere er det Vesterbro, Refn skildrer i filmen "Pusher" og som var min hjemmebane i årene op til, at han gjorde det.

-Fra lejligheden på første sal i Istedgade nr. 21. havde vi første parket til gadens teater:

Drukkenboltene, der hang ud af vinduerne i “Mændenes Hjem” og amfetamin-psykoserne ude foran. Der, som mekaniske dukker malet af Braque eller Leger, rendte forvildet rundt på alle tider af døgnet og råbte ad stemmerne inde i deres egne hoveder. Gadens mest indbringende fliser og de mest avancerede tatovører og bondage-klinikker lå udenfor vores hoveddør. Hver især var de kunstnere indenfor deres felt. For ikke at nævne Thai-restauranten i Abel Cathrinesgade, hvor man efter sigende kunne købe "Ladyboys" i baglokalet.

Når mørket faldt og gadens neon tændtes, blødtes scenens farver og former op. Kantet kubisme blev gradvist til Toulouse-Lautrec. Det var som at være i cirkus og jeg blev aldrig træt af at se på det.

Værtshuset "Jernstangen" lå til gengæld helt ude på den anden side af Gasværksvej mod Enghave Plads. Så selvom man der kunne få et “sæt” med en pilsner og en snaps til en tier indtil kl. 12 middag (og en gratis røvfuld i hele åbningstiden). Så kom vi der aldrig. Det var jo nærmest uden for byen. Derude var det Gambianerne, der styrede gaden. Med guldtænder og speedballs i sølvpapirskugler, som de gemte i mundhulen. Dem gik man bare helt udenom på vej hjem fra “Tyrkeren”. Med sin feta, oliven og Sucuk-pølse i en lille gennemsigtig plastpose med knude bundet på toppen. Selv gadeluderne var bange for dem og det var i hvert fald ikke normalt.

Under alle omstændigheder. Så lå Spunk Bar med de gule markiser, hvor Kim Bodnia i filmen slår Mads Mikkelsen til lirekassemand med et baseball-bat jo alligevel lige ovre på den anden side af gaden og var således vores “lokale”. Indenfor raflede de, “Så Længe Jeg Lever”, til John Mogensen om en omgang med gashåndtag og bitter og det var vist ikke klogt at sige nej, hvis man blev inviteret til at spille med.

Det var trods alt HA-territorie. Selvom det jo ikke var nogen, man behøvede at gå og være bange for. Medmindre selvfølgelig, at man havde grund til at være bange for dem.

Pølsevognen på den lille plads udenfor baren blev bestyret af en thai-dame, der solgte sine franske hotdogs med “Sriracha Flying Goose Brand”-chilisovs. Ikke fransk dressing eller pølsebrødsketchup.

Jeg købte aldrig, uanset hvor sulten jeg var, mine franske hotdogs på Hovedbanen. Ventede altid til jeg havde gået de par hundrede meter forbi De Fortabte Sjæle ved Mariakirken og var “hjemme”. Efter den første uge blev jeg aldrig igen “checket” af pansere i civil eller tilbudt noget på gaden af hverken ludere, hælere eller dealere. Vi boede der jo bare. Det vidste alle. Vi havde aldrig nogen problemer og vi følte os aldrig utrygge. I hvert fald ikke mere end alle de gange, vi havde hentet pizza (altid den med lam og ekstra hvidløg) nede hos Pino i den skarpe ende af Holmbladsgade.

Dengang ude på Lorteøen.

Men vi sørgede for at døren til bagtrappen altid var dobbelt-boltet og vi brugte den ikke en eneste gang i den tid, vi boede der. Bagsiden af gaden, den tilhørte nogle andre og blev brugt til ting, vi ikke havde lyst til at vide for meget om. I vores baggård var der ingen rotter. Der var junkier og det, der var værre. En morgen var der blå blink og afspærring dernede. De havde fundet en narkoluder med seks stik i maven.

Hun klarede den ikke. I fjernsynet viste de noget med en færge, der var gået ned ude i Østersøen. Vandet så koldt ud og der var vist også en del af dem, der ikke havde klaret den.

Selvom vi egentlig bare boede der, fordi det var billigt. Fordi vi stadig var unge og ikke mindst fordi vi stadig var forelskede nok til at vi først og fremmest bare havde brug for et sted, et hvilketsomhelst sted, hvor vi kunne låse døren og knalde i fred. Selvom vi egentlig ikke engang tog del i festen udenfor. Så var det alligevel en fest at være i det. Eller måske mere som en film, der var en blanding af "Wild At Heart" og "Christiane F". Selv i dag, når jeg går igennem “Lille Beirut”, kan jeg tage mig selv i indvendigt at nynne de farvede pigers “doop-di-doop-di-doop” fra “Walk On The Wild Side".

Mens jeg tænker.

På det alt sammen. På alt det, vi var og gjorde. Alt det, vi havde sammen. Alt det, der med tiden forsvandt mellem fingrene på os. Mens vi så på uden at kunne gøre noget ved det. Alt det, som nu ikke er andet end et falmet polaroid af et minde fra for længe siden.

Det ville ikke være rigtigt at sige, at jeg stadig savner dig. Men jeg savner os to. Sammen.

I den film og den tid.

Der er som bekendt Ingen Ende På Paris og det er der nok heller ikke på Vesterbro. Engang føltes det som Enden På Verden. Med tiden blev det bedre. Med tiden blev det… til Jazz.

Bum. Så det var der. I antikvariatet i “Lille Beirut”, at jeg mellem tegneseriehæfter med Spirilen og Buddy Longway (altid en mulighed). Digtsamlinger fra Ditlevsen til Ewald (næppe). Politikens ligegyldige bøger om alt mellem himmel og jord. Saxo Grammaticus (som jeg allerede havde) og den fine Taschen med Man Ray’s banebrydende billeder af kvinder i forskellige stadier af kunstnerisk afklædthed.

-Som jeg naturligvis købte. Man var vel interesseret. I fotografering, altså.

IMG_2117.jpeg

Der var det, at jeg fandt mine første to plader med alt-saxofonisten Art Pepper, udgivet på Galaxy Records.

Og på den baggrund, så var det selvfølgelig det eneste sted, jeg kunne finde Art Pepper. For historien om "Lille Beirut" og det Vesterbro, der var, er jo på mange måder også historien om Art Pepper's liv.

Art fødtes i 1925 (samme år som Far) og blev allerede som helt ung anerkendt for sit talent og spillede professionelt som 17-årig. Pepper var, i modsætning til mange andre af fyrrernes store navne, der fra Midtvesten drev østpå mod ikke mindst New York og 52nd Street, fra Californien og blev derfor, sammen med f.eks. Chet Baker og Gerry Mulligan, associeret med West Coast-jazzen. Ikke desto mindre har hans stil ikke ubetydelige ligheder med for eksempel Charlie Parker. Men for mig lyder han i virkeligheden måske lige så meget inspireret af Lester Young. Hvilket sagtens kan være helt forkert opfattet.

Hans enorme talent sammenholdt med det faktum, at han i sine unge dage var en endog meget "handsome fellow" (aldrig en dårlig egenskab at have indenfor show-bizz), gjorde ham ekstremt populær og gav ham mulighed for at arbejde og udgive med nogle af de største navne op gennem halvtredserne. En række af disse titler er i de senere år genudgivet bla. på Craft og de albums, jeg har hørt, er alle sammen meget anbefalelsesværdige.

Men, ligesom i "Lille Beirut", Skelbækgade og mange andre steder gemmer der sig som regel altid en slange i Paradiset. Art Pepper bliver, som så mange andre før og efter ham, indfanget af nålens sirenesang og udvikler i takt med sin kommercielle og musikalske succes et katastrofalt heroinmisbrug. Pepper er den eneste jazz- og måske i det hele taget -musiker, jeg har hørt om, der har afsonet hele fire (heraf to i San Quentin) længerevarende fængselsdomme for misbrug.

Efter sådan en omgang skulle man vel egentlig tro, at Art Pepper burde have været færdig som popsanger. Både menneskeligt, musikalsk og vel også som asset for den del af underholdningsbranchen, der fundamentalt set styrer tingene og frem for alt handler om forretning og penge. Men Pepper er en fighter og han giver aldrig helt op. Han indleder en tilsyneladende succesfuld metadon-behandling i starten af halvfjerdserne. Han kommer på fode, får styr på sit shit og begynder for alvor igen at indspille og optræde.

Og det er netop musikken fra den periode, Galaxy-udgivelserne indeholder. Men disse indspilninger er mere end bare et comeback. Art Pepper er her i perioden frem mod de tidlige firsere, i disse ører, bedre end nogensinde!

IMG_2832 (1).jpeg

Han har på mirakuløs vis bibeholdt ikke bare sin overlegne teknik, men også den hastighed, som er altafgørende for at kunne spille bop på en alt-saxofon. Hans intonering er knivskarp og dertil kommer en mere ren tone, der også rummer en ny dybde. Selv i de lyriske eller højtflyvende passager synes der at hænge en lille sky af melankoli over ham, der minder os om alle de trængsler, han har været igennem. Man er nu ikke længere i tvivl om det, man hører, måske er en kopi af Bird eller Sonny Stitt. -Manden om hvem det siges, at han følte sig tvunget til tage tenoren op, fordi folk mente, at han lød for meget som Charlie Parker. Lyden er umiskendeligt Art Pepper nu og man kan umuligt tage fejl herfra.

Hvor nogle af de mest kendte indspilninger fra halvtredserne er med større ensembler, udforsker Art Pepper her kvartet-formatet og han forstår at omgive sig med kompetente musikere. Ikke nødvendigvis de dyre navne fra øverste hylde. Men folk, der er dygtige NOK og som både evner at tilføre noget til helheden samtidigt med at de lader solisten fremstå i det bedst mulige lys. Hvilket når alt kommer til alt jo netop er, hvad akkompagnement handler om.

Art Pepper er, med tiden, blevet en grundsten i min jazz-musikalske opdragelse. Han er en af de få, jeg decideret samler på og i mit univers spiller han i næsten samme liga som Parker, Miles, Coltrane, Shorter og Jarrett. Det er så god, han er.

Der var derfor heller ikke mange nanosekunder mellem tanke og handling. Da jeg nede hos min lokale “candyman”, der passende ligger ikke meget mere end et velrettet flaskekast fra netop “Lille Beirut”, stod foran et eksemplar af den på det tidspunkt nyligt udgivne “An Afternoon In Norway (The Kongsberg Concert)” udgivet på Elemental Music. Hvad end man måtte mene om det fornuftige i at arrangere en delvist udendørs musikfestival i udkanten af Hardangarvidda. Så er Kongsberg Jazz Festival for længst en institution og også en af de længstlevende internationale jazz festivaler. Bill Evans’ optræden i Juni 1970 er tidligere udgivet på samme label.

“An Afternoon In Norway” dokumenterer derimod den optræden, Art Pepper og hans kvartet gav som afslutning på Kongsberg Jazz Festival et årti senere i 1980. Egentlig var det slet ikke meningen. Orkesteret havde aftenen, eller rettere natten før, afsluttet et succesfyldt engagement på Ronnie Scott’s Jazz Club i London. Ikke desto mindre steg de nærmest direkte fra scenen op i det første fly og begav sig uden hverken søvn, vådt, tørt eller for den sags skyld rene underbukser direkte mod den lille mineby vest for Oslo. Der jo for the record blev grundlagt af vor egen (og dengang også Nordmændenes) Kong Christian Firtal. Deraf navnet:

“Kongens Bjerg”.

IMG_2136.jpeg

Det er, bortset fra det med Kong Christian, også cirka den forklaring, bandlederen selv giver som undskyldning for ensemblets kollektive fremtoning, da de endelig når frem, indtager scenen og efter åbningsnummeret “Untitled #34” bliver præsenteret af Pepper med ordene:

“If we seem a bit flakey…”

Optagelsen rummer, fordelt på to lp’er, “kun” syv numre. Hvoraf til gengæld kun et enkelt er på UNDER 10 minutter og der er absolut intet som helst “flakey” over hverken musikken eller fremførelsen af den.

Introduktioner og interaktioner med publikum under en koncert er altid lidt af et gamble. Musikere er oftest netop bedre musikere end talere og vi har vel alle oplevet kunstnere, der på scenen har forsøgt sig. Men er endt op med enten at lire ligegyldigheder af eller endnu værre har fået rodet sig ud i endeløse tirader af vrøvl, der har testet et ellers velvilligt publikums tålmodighed.

Der ER speak mellem numrene på “An Afternoon In Norway” og nogle vil måske synes, at det er uinteressant eller endda en prøvelse. Men det gør jeg i dette tilfælde ikke. Der er for det første kontakt mellem Pepper og hans publikum, der både griner og tier stille på de rigtige tidspunkter. Mens Art Pepper deler små anekdoter og finurlige betragtninger ud om alt fra de sproglige udfordringer ved at turnere (“in the United States they don’t even know what I’m saying in English”), sin tredje hustru’s ide om at “make a list”, der som en misforståelse blev til titlen på nummeret “Make A Wish” og hvorfor katte er “really what’s happening”.

Alt sammen serveret med en tør humor og misbrugerens lidt støvede og tilbagelænede diktion. På denne plade er der lige præcis den perfekte mængde og slags snak. Hverken for meget eller for lidt.

Musikalsk indeholder koncerten flere af numrene fra “Today” og “Straight Life” i stærkt udvidede versioner. Men også en forrygende fortolkning af Ellington’s “Caravan” og egenkompositionen “The Trip”. Der lyder præcis som det og derfor gør et stort indtryk.

Kvartetten består i denne sammenhæng af bassisten Tony Dumas (“destined to be one of the greatest”), trommeslageren Carl Burnett (“my favourite drummer”) og den bulgarske pianist Milcho Leviev (der må nøjes med en knap så rosende men til gengæld væsentligt længere introduktion). Forholdet mellem Pepper og Leviev siges til tider at have været en smule anstrengt. Men Leviev var klassisk uddannet (det hører man) og leverer en forrygende præstation. “An Afternoon In Norway” ville ikke være det samme eller et lige så godt album uden ham.

Mastering er fra digital kopi af båndene, stillet til rådighed af det Norske Statsbibliotek og udgivelsen indeholder også et fint hæfte med fotos og interviews. Lyden er fremragende og det er svært for mig at forstå, at det skulle tage 45 år at få gjort disse optagelser tilgængelige for os.

Art Pepper dør i en alder af 59 kun to år senere og hvis et musik-album overhovedet kan tjene som eftermæle for noget- eller nogensomhelst. Så kan jeg ikke komme i tanker om ret mange, der er bedre egnet til netop det end “An Afternoon In Norway”.

[Legore]

Mange tak til vores egen "Onkel Danny" for et særdeles velskrevet, interessant og informativt indlæg.

[Elway]

Du er altså en formidabel formidler, Kim...!

[Strandvaskeren]

Wauv, tak for et fantastisk indlæg - jeg elsker det her forum.

[bjerager]

Verden vokser, når man læser med her.

[Struktør]

Tak for en fin fortælling Har en stående ordre på lidt vinyl, så “Afternoon in Norway” er nu bestilt.

Mvh.
Birger

[kbekke]

Tak for de alt for pæne ord alle sammen.

Jeg er sikker på at Struktør ikke bliver skuffet over “An Afternoon In Norway”.

Det er i hvert fald en af de 10, måske endda 5 plader, jeg ville tage med til den øde ø.