Captain Phoenix Audio-tråd

[Captain Phoenix]

Hej!
I denne tråd bringer jeg billeder, indtryk og fortællinger om nogle af de vintage-apparater, der hen ad vejen er kommet - og kommer - indenfor døren hos mig.
Jeg håber, det kan være nyttigt eller inspirerende for andre på forum'et - og måske kaste nogle god råd og idéer af sig den anden vej også.
God læsning!

[Captain Phoenix]

En overskyet lørdag gik turen til Det Blå Marked i Haslev. Ikke efter noget bestemt – men sådan går det jo nogle gange: På vejen hjem var der pludselig både hovedtelefoner, højttalere – og en Sony STR-6036A receiver bag i bilen…
Nå receiveren kostede ikke alverden – og kunne høres på stedet. Der havde ikke de store issues – men naturligvis manglede der lys i skalaen, kontakter og potentiometre skrattede osv. Fineren på kabinettet havde også fået lidt ”tæsk” gennem tiden.
Alt-i-alt et hyggeligt week-end projekt til en kommende ledig stund.


Først blev den åbnet for en grundig rensning. Ganske traditionelt opbygning for en basis-receiver fra 70’erne: Ét print til tuner, ét til forforstærker/kontroller – og ét til effekt-delen. Og så trafo + strømforsyning.


Men jeg blev godt nok noget overrasket over at se at effektforstærkerne var lavet som IC’er (én pr. kanal) – det må da være noget af det første af den slags? STR-6036A kom på markedet i 1973 – og var ”indstigningsmodellen” med beskedne 2 x 18/15 Watt i 4/8 Ohm.


Trods dette havde den kostet 2.995,- i Selandia dengang (omkring 1975 vil jeg tro). Det svarer til 12-14.000,- i 2012-kroner. Husk at det er for en basis-model – den mindste i Sonys program!!!


Kabinettet blev slebet ned (fineren er tyyynd fandt jeg ud af…)


Så fik det Trip-Trap-olie af et par gange.


Og med det hele samlet igen, kom den på hylden, hvor den nu (for en tid) står og spiller.
Det gør den rigtig godt – pænt, rent og ganske musikalsk. Og pynter gør den jo også


Den føles kraftigere end de beskedne 2 x 15 Watt den er opgivet til – selv med højttalere med 5 Watt driftseffekt går det fint op pæne lydtryk. Kun tuneren virker lidt ufølsom – der skal et pænt kraftigt antennesignal til før den er støjfri på FM Stereo.


Alt i alt en fin lille og klassisk receiver

[pqrannes]

Se, det var en rigtigt vintage-historie, ligesom vi elsker dem.

Til lykke med den fine receiver og renoveringen af den.

PQR

[kbekke]

Less is more og sikke en lille beauty - håber min baby-receiver bliver lige så pæn indvendig engang

[Fredmarantz]

Dette er altid fedt og hyggeligt at læse om - og Captain - du er en god formidler - meget motiverende og illustrerende !

Vh
Freddy

[Lasse]

Hej Captain
Fedt at du har startet din egen Audio tråd så vi kan følge lidt med i hvad du går og roder med derude i Valby
Kan se du havde en frugtbar tur på loppemarkedet. Var du den eneste der fik noget med hjem eller havde du overhovedet den bedre halvdel med?
Iøvrigt fint beskrevet proces og billedserie med Sonyen, den blev jo superflot!
Det der trip trap olie du bruger kan det bruges til alle former for træ/finer? og hvor kan det købes?

/
Lasse

[mcs_5]

Men jeg blev godt nok noget overrasket over at se at effektforstærkerne var lavet som IC’er (én pr. kanal) – det må da være noget af det første af den slags? STR-6036A kom på markedet i 1973 – og var ”indstigningsmodellen” med beskedne 2 x 18/15 Watt i 4/8 Ohm.

Det er egentlig ikke en IC, men et tykfilmsmodul. Men sådan nogle troede jeg heller ikke blev brugt allerede i '73...

Venlig hilsen

Mikkel C. Simonsen

[msg1979]

Hvis ikke du kender tricket :)

Istedet for at slibe fineren ned (hvis den er tynd)
Så tag noget vand med et godt squish salmiak spirtus i og tør så kabinettet af uden at det bliver søbet ind i vand :)
Så trækker du alt olie og skidt ud af træet. Efterfølgende slib let på det rejste træ med en korn 800+ og giv det så en gang olie :)

Vupti kabinet som nyt. Er der dybe ridser i kan der rejses med kogende vand på en klud og dup så ridserne. Kan de ikke rejses må man igang med at slibe lidt i området

[KlausM]

Det er egentlig ikke en IC, men et tykfilmsmodul. Men sådan nogle troede jeg heller ikke blev brugt allerede i '73...

Venlig hilsen Mikkel C. Simonsen

Sanken lavede de tykfilmsmoduler (Sanken hybrid audio power amp) fra slutningen af Tredserne/start halvfjerdserne, mon ikke det er sådan et med et Sony mærke på? '



Mvh Klaus

[mcs_5]

Sanken lavede de tykfilmsmoduler (Sanken hybrid audio power amp) fra slutningen af Tredserne/start halvfjerdserne, mon ikke det er sådan et med et Sony mærke på?

Nej, STK er Sanyo. Der er data her: http://www.datasheetarchive.com/STK-056-datasheet.html

STK-054 er et STK-056 der dumpede i kvalitetskontrollen (det kan ikke klare fuld spænding).

Venlig hilsen

Mikkel C. Simonsen

[Captain Phoenix]

Tak for de mange pæne ord og gode kommentarer til beretningen om Sony STR 6036a'en - pqrannes, Fredmarantz, Lasse og jer andre. Det giver jo lyst til at lægge flere fortællinger ind - så her kommer en (lidt længere) om et par højttalere - mine første vintage B&O'er, som det nær var gået gruelig galt med...



For nogen tid siden købte jeg et par Beovox S45-2 inkl. de originale fødder til en meget rimelig pris.
Hvorfor jeg egentlig købte dem fortaber sig lidt… og jeg havde ikke nogen særlig forventning til højttalerne: Dengang i 70’erne, da de blev fremstillet og jeg begyndte at interessere mig for stereo og lyd, rynkede man lidt på næsen af (lyden fra) B&O. Jeg husker at en af ”hifi-guruerne” - Arne Sørensen fra firmaet Eltra, der stod for importen af Sony - noget respektløst kaldte B&O for ”Brummer & Overstyrer”. Det grinede vi så af dengang.

Nå – men selv om Beovox’erne så lidt forsømte ud, så spillede de uden fejl. Og designet er jo det klassisk Jacob Jensen (fotoet hér er af højttalerne senere i processen).



Faktisk spillede de rigtig godt – og dejlig musikalsk. Så en masse LP’er og CD’er kom på anlægget i weekendens løb – og den Luxman L-435, der i forvejen stod på reolen, fik lov at strække sine 2 x 110 Watt helt ud. Beovox’erne er godt nok kun specificeret til 45/75 Watt, men selv om de små 8” basenheder virkelig var på arbejde, gik det storartet.

Sådan så det i hvert fald ud…
For da jeg – mest af nysgerrighed – åbnede det ene kabinet, er dette hvad jeg fandt:



Varmen fra modstandende i delefilteret havde smeltet isolationen på en af ledningerne til delefilteret – og var godt på vej igennem den næste… 0,5 millimeter mere smeltet plastic – og der havde været en kortslutning (med fatale konsekvenser).

Nysgerrigheden var åbenbart en god ting!

Skaden måtte naturligvis udbedres – og siden højttalerne gjorde det så godt, tænkte jeg, at det var værd at gøre en ekstra indsats for at få dem til at lyde bedst muligt (indenfor rimelige økonomiske rammer – og med respekt for deres originale design).

Så her er hvad jeg gjorde.

Delefilteret:
Kondensatorerne (3 stk. 15 µF) rummer to problemer: De er 30+ år gamle og bipolare typer. Ingen af disse ting er godt nyt. Alle 3 kondensatorer blev derfor skiftet (til Jantzen Cross Caps købt hos Dansk Audio Teknik for 45,-/stk).
Modstandende var blevet meget varme og ret mørke at se på. (110 watt er noget mere end 45 watt...)
De blev skiftet til nogle med højere watt-værdi. Til de to i serie med enhederne brugte jeg lav-induktions-typer og med køleplader (tihi – vel egentlig lidt overkill…).



Spolerne er af god kvalitet, så dem var der ingen grund til at gøre noget ved.
Alle komponenterne fik en omgang silikone-fuge (den billige fra Harald Nyborg) nedenunder for at absorbere vibrationer – og en kabel-strib til at holde dem fast. Slut med raslelyde inde fra kassen.
Ledningerne lod jeg sidde (man kunne have skiftet til tykkere/bedre typer).

Så kom turen til højttalerenhederne
Diskanterne er Philips 0160/T4 måske den mest udbredte (og mindst elskede?!?) Philips-enhed… Troels Graversen har i hvert fald en artikel om dem http://www.troelsgravesen.dk/WWDT.htm.
Når man tager diskanterne ud af kabinettet og banker på dem, kan man høre nogle resonanser. Ikke ideelt. For at komme dem til livs (resonanserne – ikke diskanterne), skilte jeg enhederne ad og fyldte silikone i alle hulrum på bagsiden af plast-skjoldet/fronten. Det blev jævnet ud med en våd finger (se foto af plast-skjoldet på kabinettet lidt længere nede). Dome-/spole-delen blev sat forsigtigt på plads i magnetgabet igen og enheden atter samlet.

Mellemtoneenheden gjorde jeg ikke noget ved. Den er i øvrigt monteret i sit eget kammer, der – når skruet i kabinettet - fungerer som afstivning mellem front og bagside af kabinettet. Ganske smart detalje fra B&O hér.



Bas-enheden fik to striber Araldit for oven og for neden rundt om magneten, der i visse tilfælde kan gå løs (mest ved slag/transport og så er enheden kaput). Ophængene (der er af gummi og var hele) fik en omgang LaCross Rubber Conditioner – og blev lækre bløde(re) og blanke igen.

Kabinettet.
Næsten alle kabinetter kan med fordel være stivere/mere lyddøde – også Beovox S45’erens. Når man bankede på kabinet-siden fra top til bund var det tydeligt at høre, hvordan lyden ændrede sig: den var mest levende midtpå.



Derfor fik begge kabinet-sider pålimet et stykke Bitumen af den slags man bruger til at dæmpe vibrationer i biler (og ja: på indersiden af kabinettet - det sorte på fotoet ovenfor). Desuden satte jeg et stykke træ mellem de to kabinet-sider ca. midtpå (limet fast) kan også skimtes på foto'et.
Det hjalp på banke-testen – mere ensartet og ”døde”.
Palisanderfineren blev slebet - sluttende med kornstørrelse 600 (smooth!) og et par gange med Junkers-olien. Endelig fik fronterne nyt stof nu jeg var i gang… Så blev de rigtig sorte igen (og ikke sort-grå).

Resultatet
For det første: Højttalerne var blevet meget tungere – næsten 1 kg/stk (pga Bitumen, silicone, større kondensatorer osv.)
Men vigtigere: Hvad havde det betydet for lyden?
Jeg var gået frem efter sådan almindelig husmands-hifi-fornuft uden dybe videnskabelig begrundelse for de forskellige tiltag. (Den ene højttaler først – og så sammenlignede jeg med den anden/umodificerede før turen kom til den).
Bassen var blevet mere præcis og bedre kontrolleret. Den lød renere – og f.eks. en stortromme stoppede og startede mere præcist. Ikke en enorm forskel, men klart hørbart også på ikke-audiofilt materiale. F.eks. The Beatles “Abbey Road” (remastered) track 16 (Ringo’s trommesolo): Anslaget på stortrommen blev meget mere “punkt-agtig”, hvor den var mere ”booom-agtig” på den umodificerede højttaler.

Diskanten og mellemtonen lød klarere – meget klarere! Der var kommet mere luft omkring de forskellige stemmer og instrumenter: Hi-hat’s og bækkener lød mere sprøde og der var flere detaljer i lydbilledet. Selv på gamle – men gode – indspilninger som Dave Brubeck Quartet “Time Out” var det meget let at høre fremskridtet. Herligt at man for små penge og lidt "husflid" kan løfte lydkvaliteten så meget.

Jeg lavede en nær-felt måling af diskantgengivelsen fra 2 – 20 kHz (sinus-sweep med mikrofonen placeret 6½ cm foran diskanthøjttaleren).



Blå graf er den ikke-modificerede og rød graf den modificerede højttaler. Det er tydeligt at den umodificerede er meget mere “peaked” og taber niveau over 7 kHz. Dette stemmer fint med hvad jeg hørte – men ser voldsomt ud på graferne (først troede jeg ikke målingerne – men gjorde dem om flere gange med helt samme resultat). Det er helt sikkert kondensatorerne, der har hovedparten af æren - eller skylden - for dette.



Konklusion – var det besværet værd?
Hmmm…
Hvis man ser på det ud fra en økonomisk-rationel vinkel: Nej!
Det har vel taget 4-5 timer og kosten 3-400,- pr. højttaler at modificere dem. Det er helt usandsynligt, at jeg ville få dette ind igen (med en rimelig timeløn), hvis jeg skulle sælge højttalerne.

Men dét er netop pointen: De skal altså ikke sælges!
Jeg kender dem bedre end før. Jeg holder af at lytte til dem – og også af den tid der gik med at modificere (og skrive denne lille beretning). Faktisk holder jeg mere af dem end før jeg – næsten – tog livet af dem.
Så ud fra denne vinkel: JA – det var bestemt indsatsen værd!
Og måske kan det inspirere andre til at kæle for deres gode gamle højttalere. Held og lykke.

[Almarx]

Tak for historien og inspirationen, - jeg har en gammel SEAS højtaler. der engang skal have en lignende omgang.

[kbekke]

Meget inspirerende og et fint eksempel på, at det ikke altid behøver "at kunne svare sig" på den måde. Somme tider er belønningen også bare glæden ved at få en ide og gennemføre den

[Gottschalck]

Hej Phonix.

Fin gennemgang af en simpel modifikation som mange kunne have glæde af. Dine mods er gammelkendte og vel-afprøvede og man kan nogen gange tænke, hvorfor fabrikken ikke selv lige har fixet de småmods. Et stykke blygummi og en rundstok + lidt silikone koster vel ikke mere end 20-30 kroner idag. Kondensatorerne er nok det største spring og sikkert ikke noget B&O havde kunnet gøre noget ved. Alt ældres jo.

Jeg har selv gjort lignende med mine lancer 99 (mangler lige lidt finish) og har oplevet tilsvarende, hvis ikke mere. Her var 2 af kondensatorerne nærmest et stykke ledning uden virkning overhoved. Jeg kunne før de var fixet ikke høre om de spillede i stereo!

Om det er prisen værd- tja der er jo en glæde ved at få de gamle ting op på mærkerne igen. Jeg synes faktisk selv af flere af de der B&O modeller lyder udemærket ligesom de ældre ditto af samme konstruktion. Meget musikalske og ligetil.

Hilsen Jesper

[snod]

En lille forsigtig bemærkning:

I teorien bør spoler i nærheden af hinanden ikke vende i samme retning, som det diskuteres bl.a. her
Men et flot resultat