"Skal du ikke ha' en anden signalkilde?", var der en vaks publikummer, der hviskede. Og jo, det var jo faktisk en af dogmeforudsætningerne, at der også skulle være en separat lydkilde. Pladespillerscenariet er gennemgået, CD'er forbigåes i tavshed
og ophæng af højtalere... I think not.
Men andre ting er sket og en rotation er i stedet blevet en mulighed. Technics-baby-receiveren er sat på stand-by og et groft undervurderet JVC-makkerpar er rykket ind på dogmealteret istedet:
JVC JA-S31 integreret:
[
JVC JT-V11 Stereo Tuner:
Begge dele fra midt-halvfjerdserne og helt klassisk, enkelt design. Solide vippeomskiftere og klik-klik-klik på volumen og tonereguleringer. Med tiden skal vi nok nå helt i bund med tobaksindustriens efterladenskaber. Men lige nu er jeg løbet tør for det blå. Der er cirka 40 watt i 8 ohm at gøre godt med og Beovox'erne er jo så 4 ohms - og de kan godt lide at få lidt mere at leve af. De er faktisk begyndt at spille bas nu. Budgetmæssigt er vi stadig indenfor dogmets rammer og lydmæssigt?
Jo, jo. Det er ikke et rock'n'roll-setup det her (det kommer), men kriteriet var jo også noget andet. Det var Miles og det var Coltrane og jazz, det klarer det her sæt så ganske udemærket.
Det eneste problem er selvfølgelig, at jazz på FM efterhånden er ligeså sjældent som svinekød til en bar mitzva.
Så what-do-we-do?
Tjah, en pragmatisk løsning lige nu er at streame DR P8 ned på iphonen i 192 bit AAC og så køre signalet fra hovedtelefon-udgangen ind i AUX på JVC forstærkeren. Det er selvfølgelig snyd. Kættersk. Nærmest skandaløst og jeg skammer mig selvfølgelig behørigt.
Men det fungerer og jeg får endelig noget for min licens. Faktisk har jeg aldrig hørt så meget ny jazz (altså ny for mig), som jeg gør i disse dage. Og når tuneren er tændt og stereolampen lyser, så kan man næsten helt glemme, at det er snyd og bare "høre radio". Placebo-jazz kunne man kalde det.
Så må man så leve med, at sendefladen er overtaget af unge knejter i sneaks, der er voldsomt hippe og nede og lyder som om de har røget mary-jane hele vejen ud til DR-byen. Der er ikke meget islænder og Rød Orlik over DR-jazzen i 2012. Det er Art Tatum, der er "for sindssyg på det her track" eller John Scofield, der leverer en "ekvilibristisk omgang guitarflæns".
Men entusiasmen og glæden ved musikken har de, de unge mennesker og det er jo fint. Det er faktisk tæt på at være fantastisk. Nu går jeg bare og venter på, at de skal opdage at der også blev spillet jazz
før 1950
Det er da godt vi er konverteret til single malts og lignende siden dengang... 