I den fremragende film ”L.A. Confidential” spiller Russell Crowe politimanden Bud White, som har et kompleks med, at han skal redde kvinder, der ikke bliver behandlet ordentligt.
Jeg ved ikke, om jeg er ved at udvikle et lignende kompleks – bare med at redde små, gamle B&O-højttalere… Men efter Vintagehifi-træf 2013 er endnu et par Beovox’er altså landet her på adressen – og de skulle naturligvis også ”reddes” fra, hvad tiden havde gjort ved dem.

Der er tale om Beovox 1600 (type 6228), som blev produceret mellem 1969-1972, så det er en halvgammel sag. Den er temmelig flad – 10 cm – og beregnet til ophængning på væggen (B&O’s første ”panel speaker”).
Konstruktionen er to-vejs trykkammer med en 5” bas (”Made in England” = Celestion?) og en 1” dome-tweeter fra Philips (rigtigt: AD 0160 igen – her i den helt tidlige udgave med mælkefarvet membran og uden mærkat/cover over midten af domen). Egentlig ser den lidt uhyggelig ud, sådan som den ligner et blændet øje… Delefilteret følger B&O’s praksis fra 1970’erne: Rimelig gode komponenter monteret på en masonitplade og
hard-wired.

Kabinettet – der havde urtepotte-mærker (på en væghængt højttaler ?!?), malerpletter og andet ”godt” – er fineret med teak. Og i et forsvarligt tykt lag, så man kan slibe sig ned gennem skavankerne uden at komme ned til spånpladen. Den slags laver man ikke mere (til menneskepenge). Så en god gang slibning/vådslibning/oliering fik den smukke, varme glød frem i teak-kabinettet igen.

En ting, de ikke havde gjort så meget ud af i Struer (eller Hadsten hvis man skal tro stemplet inde i kabinettet) er udskæringerne til enhederne. De er godt nok fræset ned i fronten, men der er nogle kraftige kanter omkring enhederne, som sikkert laver nogle pæne refleksioner. Og metalgitteret bag ved frontstoffet er nok heller ikke helt optimalt ud fra et akustisk synspunkt.

Diskanterne fik nye tætningslister bagpå – de gamle af skum var for længst forstøvet.

Bas-enhederne fik en behandling med ”mirakel-midlet” Rubber Conditioner og blev flot blanke igen. Og mærkbart blødere og mere elastiske end før – det sænker utvivlsomt egenresonansen (uden at jeg dog har målt det).

Bemærk i øvrigt tykkelsen på godset i chassiet og magnetens størrelse – den slags laver man heller ikke mere (til menneskepenge).

Delefilteret fik den ”sædvanlige overhaul”: Ud med de gamle kondensatorer og i med nogle nye, der dels holder specifikationerne og dels er mere lyd-venlige. Løse spoler mv. limes fast igen så der ikke er noget som rasler.

Og så var det ellers bare med at få samlet stumperne igen, sætte højttalerne til anlægget og få noget god musik på for at lytte. Og de lyder sgu’ godt, de små gamle Beovox’er! Rigtig godt!
Ja-ja – der er naturligvis ikke nogen rigtig dyb bas fra en 5” enhed i et 10 l kabinet. Og Philips-domen har også sine kendte begrænsninger.

Men når det er sagt, så er der faktisk kun ros til resten: Det er musikalsk, det der foregår. Stemmer lyder rigtig godt – sikkert fordi der først deles ved 4 kHz og derfor ikke er fase-bøvl i det vigtige mellemtone-område. Og stiller man dem op mod bagvæggen, kommer bassen rimelig godt med – de små 5”-enheder har faktisk en vandring på +/- 1 cm, så de kan godt arbejde!
Så det fik de lov til med alt muligt forskelligt musik - og pludselig var klokken 01:30 uden at jeg havde lagt mærke til andet end musikken og den dejlige lyd fra for 44 år siden... Det opvejede snildt søvnmanglen, da vækkeuret ringede kl. 6 næste morgen.

Alt-i-alt en meget dejlig, lille vintage-højttaler, som med sin lyd, sit teak-kabinet og 60’er frontstof sender gode signaler til både øjne og ører, når man har den i rummet.
Jagten på resten af serien er gået ind – der er flere små Beovox’er, der skal reddes!