Nu er jeg hjemme igen og har stillet mine Radford ting op og har fået lyttet til en eller to af mine nyindkøbte LPer. Tak for roserne vedrørende Radford anlægget: det bestod af Thorens TD124/SME M2-12R/Ortofon SPU Royal igennem NLE17 MC/RIAA forstærker ind i Beard CA35 forforstærker som gik videre ind i to Radford MA50 som var hooked op til et par Quad ESL63. Quaderne og Bearden tilhører Bent, men resten var mit. Der var også en Radford STA15, men desværre udviklede den en fejl om morgenen så den blev ikke sat til (og det gjorde prototypen til sta25/VI heller ikke....desværre). Det store rum klædte anlægget godt og det lød væsentligt mere åbent end jeg husker ESLerne herhjemme. For tiden står de pakket ned ude i mit kontor, men en dag kommer de nok ind igen....
Musikken som jeg spillede var
Colosseum:
Beware the Ides of March (som jeg lånte af Cinemad/Erik, for ligesom at give et sammenligningsgrundlag og kontinuitet til den foregående præsentation)
:format(jpeg):mode_rgb()/discogs-images/R-2035445-1276176522.jpeg.jpg)
Egentlig er
Beware the Ides of March en del af Colosseums anden LP,
Valentyne Suite (hvor hele side to består af 'Valentyne Suite', et stykke musik i tre satser), men den amerikanske udgave af
Those About to Die inkluderede denne ene sats af suiten og af en eller anden grund er det den udgave man oftest ser.
:format(jpeg):mode_rgb():quality(96)/discogs-images/R-391466-1389606356-1504.jpeg.jpg)
Calexico: Victor Jara's Hands
:format(jpeg):mode_rgb():quality(96)/discogs-images/R-2035208-1259916982.jpeg.jpg)
Jeg ville mindes den Chilenske sanger Victor Jara, som var en af de 5000 forsvundne i Santiago de Chile's stadium i 1972. Vi ved at før han forsvandt knuste Pinochets bødler hans hænder så at han aldrig mere ville kunne spille guitar.....Calexico's sang
Victor Jara's Hands refererer egentlig ikke til Pinochets forbrydere (jeg tror de må have ændret sangteksten, men bibeholdt titlen), men jeg inkluderede Calexico's sang fordi jeg synes at det er en dejlig sang/melodi og en god indspilning som indeholder et klart og meget dynamisk lydbillede. Især ved overgangen til omkvædet vil lydbilledet ofte bryde sammen, men Radforderne og Quaderne håndterer det fantastisk godt. Jeg blev selv lidt overrasket over hvor fint det to Mariachi-trompeter stod i lydbilledet. De lød fantastisk da Thomas og jeg hørte dem live i Edinburgh, men Quaderne gav en fin efterligning af lydbilledet ved den koncert.
Leonard Bernstein: Ouverturen til West Side Story.
:format(jpeg):mode_rgb()/discogs-images/R-869619-1348626874-6039.jpeg.jpg)
Et tema som jeg udviklede var at jeg selv især lytter til to ting når jeg bedømmer et anlæg: rytmen, eller rettere rytmerne, som skal stå så klart som muligt, og 'harmonien', de akkorder og timbrer som de individuelle instumenter laver--Med andre ord, en slags horisontalt (tidsmæssigt) forløb og et vertikalt (harmonisk) forløb. Bernsteins West Side Story indspilning er en blandet fornøjelse, men ouverturen er et mesterstykke med en masse rytmer og instrument i en forholdsvis tør akustik, som bare er død-spændende at lytte til.
King Crimson: Lark's Tongue in Aspic, Part One.
:format(jpeg):mode_rgb():quality(96)/discogs-images/R-5969577-1407684842-8615.jpeg.jpg)
SPU pickuppen siges at være god til klassisk musik, men for velopdragen til Rock&Roll. Godt nok er King Crimson ikke traditionel Rock&Roll, men jeg syntes at det var værd at vise at anlægget klarer både dynamisk og stærkt elektrificeret forvrænget rytmisk kompliceret musik ligeså godt som det klarede Bernsteins akustiske instrumenter. Lark's tongue in Aspic er et anstrengende stykke musik, men med en gang imellem, når der ikke er nogen hjemme sætter jeg pladen på, skruer højt op og prøver at danse til den: man er vel en gammel hippie og der kan laves megen kreativ knæk-dans til den musik.
Ten Years After: Rock Your Mama.
:format(jpeg):mode_rgb()/discogs-images/R-5947941-1426706779-7591.jpeg.jpg)
Efter King Crimson ville jeg også demonstrere hvorledes anlægget også kunne klare en meget naturlig indspilning: Ten Years After indspillede 'Undead' i 1966 i en lille blues-klub i London ved navn 'Klooks Kleek'. Klubben lå tæt på et indspilnings studie og ved hjælp af nogle få mikrofoner og et par hundrede meter ledning blev denne optagelse lavet. Dels er gruppen i top-form, og dels er optagelsen fremragende, så det var et naturligt valg, især i den nye 180 grams dobbelt-LP udgave som der udkom for nyligt.
Endeligt, så bidrog jeg også med Kurt Ellings version af
Matte Kudesai til CD-Shoot-outen (det var den mellemste CD). Matte Kudesai er Japansk for 'vent et øjeblik', og det er hvad dette nummer indeholder. Elling og hans musikere lægger betoningen en lille smule bag taktslaget og det giver denne meget afslappede stemning. Det vil nok undre en del af jer at nummeret oprindeligt er et King Crimson nummer, som er på denne LP:
:format(jpeg):mode_rgb():quality(96)/discogs-images/R-172074-1402243207-4242.jpeg.jpg)
og at det samme nummer er inspirationen bag k.d. lang's album 'Drag'
:format(jpeg):mode_rgb():quality(96)/discogs-images/R-553513-1130716313.jpeg.jpg)
Se, nu har jeg så skrevet en masse om anlæg og komponenter! men det vigtigste ved sådan et (overvejende) vintage-anlæg er for mig at det formidler musik-glæde og -oplevelse. Det er
musikken der er vigtig, ikke anlægget i sig selv. Lasse lavede den samme pointe i sin aftenpræsentation, men med omvendt fortegn: som professionel musiker havde han genfundet glæden ved musikken i et vintage anlæg. Og det kan jeg kun sige 'amen' til.
Oracle Delphi Mk 5.5, Mørch DP-8, PT: Ortofon SPU Royal N, NLE22 med batteriforsyninger, Lyngdorf CD2, Roon Rock, Lyngdorf TDAI 3400, Sansui PS 112C HT kabler, Martin Logan Vantage....og en frygtelig masse andet.