Gammelt vinyl - træls lyd

[Jan]

Det er trådstarter (Dusholm) der har en Elys, ikke mig, jeg bød bare ind med samme problem som trådstarter.

(jeg har dog en Elys liggende, den vil jeg da prøve, hvis jeg kan finde den...)

Jeg har prøvet bl.a. Ortofon MC10, MC20, SL-15, Denon 160, Yamaha MC-1x, en Stanton MM jeg ikke lige kan huske nr. på.

De er prøvet på forskellige arme, SME 3009, 3012, og en Ortofon jeg ikke lige har model nr. på her.

Lyden er ikke så dårlig som når man sætter en MM på MC indgang, eller der mangler RIAA-korrektion.

[his067]

Ups, det havde jeg ikke set. Jeg prøver at sætte tænkehatten på igen....

[Dusholm]

Sorry jeg ikke har reageret før nu. Tusind tak for svarene. Jeg har et RIAA modul monteret på forstærkeren, dette blev sat i hos Hifi Klubben i Odense. Så den skulle være på plads.

Jeg har lige købt Steven Wilson - Hand.Cannot.Erase og lyden er aldeles perfekt. Det er kun det gamle vinyl den er gal med.

Jeg har tendens til at give Tonni lidt ret - måske er jeg gennem årene blevet forvænt med at der skal være monster bund i musikken og fokuserer mere på det i dag, end jeg gjorde da jeg var ung hvor der nok har været lidt andre parametre inde og gøre sig gældende. Dengang havde jeg også nogle ret små højtalere, drevet af en bette Nikko.

Og så er der jo også den mulighed, at vinyl-teknologien har udviklet sig gennem de seneste mange år.

:-)

[kbekke]

Og så er der jo også den mulighed, at vinyl-teknologien har udviklet sig gennem de seneste mange år.

Jeg tænker, at det nok snarere er den "omgivende" teknologi, der har udviklet sig Der udgives ikke mange kommercielt orienterede albums i dag, hvor kæden er analog hele vejen fra mikrofon til mastering. Det typiske er vel at man laver een (digital) master og at den så bliver brugt på alle de medier, som albummet udgives på?

Hvis man dertil lægger det fænomen, som Tonni også henviser til, så SKAL en moderne indspilning jo lyde anderledes end een fra f.eks. halvfjerdserne:

http://en.wikipedia.org/wiki/Loudness_war

Og hvis man så ovenikøbet igennem de sidste 25 år har lyttet til CD'er, der er mixet på den måde og vænnet sig til, at det er sådan, det "skal" lyde. Jamen så kan en gammel Gerry Rafferty-plade da sagtens lyde "tam" og "kedelig" ved første gennemlytning, når den bliver fundet frem fra pulterkammeret. Løsningen på det problem er selvfølgelig at blive VED med at spille den Gerry Rafferty-plade indtil man synes, at det er den, der lyder "rigtigt", men det er en anden historie

Det interessante er, at nogle gange så kan det faktisk godt lykkes at lave rigtigt god lyd med den moderne indspilningsteknologi. Når lyden ikke bliver komprimeret til døde eller hvad der er næsten endnu værre, forsøgt peppet op til at lyde... pling-plang-"audiofilt"

En anden ting er, at det jo heller ikke nødvendigvis er ALLE gamle indspilninger, der lyder godt. Bare fordi de er gamle. Der vil altid være dygtige musikere, producere og teknikere og well, knapt så dygtige. Ligesom der jo også er forskel på de ressourcer, der har været til rådghed under indspilningen. Dengang som nu.

Hvis man gerne vil have en ikke alt for teknisk indføring i hvordan og med hvad, man indspillede i "de gode, gamle" dage (når det skulle lyde godt), så er denne film absolut værd at se (eller gense):

http://en.wikipedia.org/wiki/Sound_City_(film)

http://en.wikipedia.org/wiki/Neve_8078

[Ehapa]

Det er nok noget af charmen med Vinyl... dets svingene lyd kvaliteter, i de senere år er der kommet meget fokus på vinyl igen, og det lader til at kvaliteten er blevet bedre. De gamle rock plader fra 60erne kan lyde ret ringe, f.eks
synes jeg at Rolling stones(Decca) lyder ret dårligt/fladt, og det er lidt sjovt fordi at Decca klassiske SXL plader fra den tid stadig er noget af det lyd mæssige bedste, Beatles pladerne lyder omvendt ret godt, og generalt oplever jeg at Europæiske indspilninger lyder bedre ned dem fra USA/Can, bortset dem fra 50erne...(jazz-Blues), og nogen af de helt gamle 78 Blues plader fra 20-30erne kan lyde utroligt nærværende, det var dengang man bare gik ind ad døren med guitaren på ryggen, og fik skåret sin vinyl for en Dollar!.

http://abcnews.go.com/blogs/headlines/2 ... the-world/

[his067]

Der var også en periode, hvor man komprimerede som bare Satan: Jeff Beck Truth, Beck-Ola og Beck, Bogart and Appice (alle fra tresserne....næsten) er temmeligt flade, mens Ten Years After Undead (1966) er et lille mesterværk i 'live-lyd'. King Crimson Lark's Tongue in Aspic (1974) er heller ikke dårlig. Men Steve Hillage Fish Rising (1975) er forfærdeligt komprimeret og uinteressant.


Jeg har forøvrigt lige købt den nye 200-grams mono-version af Hendrix Axis: Bold as Love som lyder SÅ meget bedre end min Stereo-CD version.