Hvad snurrer netop nu?

[his067]

Ja, og BBC er heller ikke meget værd efter at John Peel døde....

[B&O Vintage]

De kan ikke fjerne radiosignalet, der er I NT E T net mange steder i sydsjælland, 5 minutter udenfor Slagelse er der intet net, ikke en gang via mobilsignalet, knap og nap en telefon samtale kan gennemføres. Hvordan havde tænkt at sende radio så ?
Det halter 30 år bagud .

[pqrannes]

Sixteen horsepower's først album fra 1996:



Jeg indrømmer straks at det er på CD, men indser i samme sekund at jeg skylder mig selv at finde den på vinyl.

Det her er ondt country-ish Denver-sound musik (google det kun, hvis du kan tåle at bands som Slim Cesna's Auto Club - et andet Denver sound-band - dukker op; de spiller i øvrigt i Aalborg midt i september), og forsanger David Eugene Edward er magisk, karismatisk nærværende og (måske) fanatisk (religiøs - nej, han er ikke; det er kunstnerisk det hele!). Jeg har set ham live med hans senere band, Woven Hand, hvor han inciterende messer ned i en vintage mikrofon, der er tapet op på et gammelt stativ - det man kun falde for. Men banjo er jo altid godt.

Måske er der andre der også kender Sixteen Horsepower. Eller Slim Cessna's Auto Club (som spiller i Aalborg midt i september) eller Woven Hand. Kom frit frem fans of "The Denver sound"!

PQR

[his067]

Channeling my inner Canadian:

R-6205398-1416580914-4453.jpeg.jpg

Hip_up_to_here.jpg

[Casper]

Åhja. 16 Horsepower. Dem har jeg ikke hørt i 10-12 år, hvilket er en kæmpe fejl. Jeg husker dem ganske godt. Der er noget western-agtigt over det. På den der gritty, støjende, slæbende, dyriske, beskidte, rockende, country-punk-agtige måde. Hvis man kan sige det? :-) Intenst er det. Wovenhand husker jeg som meget mere nedbarberet og rart. Uha. Jeg må ned og støve mine cd'er (doh!) op. Eller bare hoppe ud i det. Tak for at bringe dem på banen!

[pqrannes]

Åhja. 16 Horsepower. Dem har jeg ikke hørt i 10-12 år, hvilket er en kæmpe fejl. Jeg husker dem ganske godt. Der er noget western-agtigt over det. På den der gritty, støjende, slæbende, dyriske, beskidte, rockende, country-punk-agtige måde. Hvis man kan sige det? :-) Intenst er det. Wovenhand husker jeg som meget mere nedbarberet og rart. Uha. Jeg må ned og støve mine cd'er (doh!) op. Eller bare hoppe ud i det. Tak for at bringe dem på banen!

Dine ord viser at du kender 16 Horsepower; lad os håbe at du stadig har CDerne. Woven hand er - også i mine øre - mere afpudset og kedelige (hvor er banjoen?), men det er jo, hvad vi har hvis man vil høre David Eugene Edward.

Vinyl-linket er fristende; jeg klikkede og kiggede kortvarigt på det, men lukkede så straks siden ned- det går jo ikke.

PQR

[Billehifi]

Her lyttes der til Iron & Wine-Our Endless Numbered Days.
En rigtigt hyggelig plade, der klart kan anbefales. Bag Iron & Wine er den amerikanske sanger Sam Beam.

[Captain Phoenix]

En gammel kending snurrer her til aften - nummeret "Dear Prudence" (side A nr. 2) blev ved med at indfinde sig i løbet af dagen, og så måtte LP'en jo på.

TheBeatles.jpg

Det drejer sig selvfølgelig om The Beatles: The Beatles (eller i daglig tale Det Hvide Album).
Et dobbeltalbum der indeholder en masse blandet gods - fra klassisk/symfonisk musik over ren pop, country, blues, syret såvel som straight rock - og lydkollagen "Revolution #9" over det meste af side 4.

Der er svage numre imellem - men for pokker hvor er der også meget fantastisk god musik på det album! Alene side A er stærkere end det meste af hvad andre bands kan få ud af 3-4 albums. Jeg mener: Back in USSR, Dear Prudence, Glass Onion, While My Guitar Gently Weeps og Happiness is a Warm Gun.

Når man så medregner at albummet er næsten 50 år gammelt og blev til mens/lige efter beatlerne var i Indien hos en Maharashi-fætter, som vist viste sig at være fup og fidus, så gør det ikke sagen værre. Fortjent - synes jeg - at Rolling Stone (magasinet - ikke bandet) placerer det i top 10 over Best Albums Ever. Sådan!

Det hvide album var sjovt nok også det første seriøse og hele rock-album, jeg fik et forhold til, da det udkom:
Jeg var 9 år og havde hverken pladespiller eller plader - men min far havde en lille forretning kørende med at reparere og handle med radio, TV osv. (det var fire år før han åbnede sin egen butik).
Han mente åbenbart at han kunne sælge spolebånd med "Det hvide album", så han indspillede en del kopi'er fra vinylpladerne som han lånte af naboens teenage-søn.
Så albummet spillede en del på familiens anlæg i stuen - og en del af numrene gik fint ind hos en 9-årig (b.la. Obladi-Oblada og Back in the USSR). Tak farmand!

[pqrannes]

En gammel kending snurrer her til aften - nummeret "Dear Prudence" (side A nr. 2) blev ved med at indfinde sig i løbet af dagen, og så måtte LP'en jo på.

TheBeatles.jpg

Det drejer sig selvfølgelig om The Beatles: The Beatles (eller i daglig tale Det Hvide Album).
Et dobbeltalbum der indeholder en masse blandet gods - fra klassisk/symfonisk musik over ren pop, country, blues, syret såvel som straight rock - og lydkollagen "Revolution #9" over det meste af side 4.

Der er svage numre imellem - men for pokker hvor er der også meget fantastisk god musik på det album! Alene side A er stærkere end det meste af hvad andre bands kan få ud af 3-4 albums. Jeg mener: Back in USSR, Dear Prudence, Glass Onion, While My Guitar Gently Weeps og Happiness is a Warm Gun.

Når man så medregner at albummet er næsten 50 år gammelt og blev til mens/lige efter beatlerne var i Indien hos en Maharashi-fætter, som vist viste sig at være fup og fidus, så gør det ikke sagen værre. Fortjent - synes jeg - at Rolling Stone (magasinet - ikke bandet) placerer det i top 10 over Best Albums Ever. Sådan!

Det hvide album var sjovt nok også det første seriøse og hele rock-album, jeg fik et forhold til, da det udkom:
Jeg var 9 år og havde hverken pladespiller eller plader - men min far havde en lille forretning kørende med at reparere og handle med radio, TV osv. (det var fire år før han åbnede sin egen butik).
Han mente åbenbart at han kunne sælge spolebånd med "Det hvide album", så han indspillede en del kopi'er fra vinylpladerne som han lånte af naboens teenage-søn.
Så albummet spillede en del på familiens anlæg i stuen - og en del af numrene gik fint ind hos en 9-årig (b.la. Obladi-Oblada og Back in the USSR). Tak farmand!

The white album har også en særlig plads her hos mig; måske skulle det også findes frem her snart?

Og tak for (endnu) et supergodt og inspirerende hvad-snurrer-nu-bidrag; ikke mange gør det så godt, som du gør.

PQR

[Tonni]

Så sku' da også... Nu kører det hvide (snit) også her hos mig... Paradoksalt er det kun et par år siden, det kom ind i min samling. - Via et loppefund... Min onkel ville (og vil) ikke af med sit first edition... :)

Men bag efter er det tid til en anden gammel kending. Den der startede det hele. DSOTM.
Vi er tilbage i '82. En kølig sen August aften. Min onkel (ja ham med det hvide) har hentet 15 årige mig. Vi skal op til en af hans venner.
Et par måneder før, har jeg købt en brugt Beomaster, med en Philips kassetteafspiller til, og et par af B&o's vægstøjhalere. Dette anlæg havde jeg så, stolt, forevist min kære onkel. Straffen faldt prompte! En aftale kom i stand, og ja, tilbage til DSOTM...
Vi ankommer til vennen, Ole's, hus. Bliver inviteret inden for. Og medens jeg bliver tilbudt plads, i sweetspot, aner jeg et skummelt smil, fra min onkel...
Først bliver jeg spurgt, hvordan jeg har det med klassisk? Bach? Og så bliver pu'en sænket.
Bach's Toccata og Fuga b.w.v.565 toner frem. Nej skyller ind over mig. Og lyder på en gang overrumplende, rent og svævende.
Jeg er helt vantro, og åbner munden for lige at komme med en kommentar. Konstaterer jeg ikke kan høre mig selv(!) men en raslende lyd bag mig... PU'en bliver hævet, og jeg får fremstammet noget om at det var fantastisk, men at der var en generende raslelyd bag mig? Smediejernspejsen, havde "sunget med"...
DSOTM? Ja den var næste plade på spillen. Og efter den var hørt, i sin helhed, var min skæbne forseglet! Jeg var rystet i hele min psyke, og intet blev nogensinde det samme igen! B&o blev øjeblikkelig dømt til udfasning så snart avispengene, og storskraldsklundseriet, tillod det!!
Anlægget der væltede min verden? Tja'e:
Era Mk.6 Med SME 3009 Imp og Decca London gold.
Marantz 3200 preamp
B&o 609K som effekt (ja den med fiberpinden)
og det eneste der er tilbage af det anlæg:
Lowther Audiovector Audiotorium med PM4 (8 kg Alnico magnet til en 6,5" papirmembran) i et 3½ meter langt horn.
Disse højttalere har en følsomhed på omkring 101-102 dB /W/m Så effekt er ikke problemet her!

Nå DSOTM Venter!!!

[his067]

Jeg ved egentligt ikke, hvordan jeg skal sige det, men dette er nok den bedste CD, jeg har hørt i mange år. Jeg synes, den er helt igennem fantastisk.
Jeg hørte først nummeret Red Rhum på P6-jazz's års-opsamling (eller hvad det nu hedder: Nytårsudsendelse med årets bedste jazz-udgivelser). Rytmisk spændstigt, harmonisk spændende, gennemført (og gennemkomponeret). Og sikken et ensemble-spil.

Jeg ville ønske, at de på et eller andet tidspunkt tog kontakt med Robert Fripp fra King Crimson, hvis guitarspil ville passe som hånd i handske med Chappes harmoniske og rytmiske ideer.

Næste gang jeg er i landet vil jeg prøve at få det til at falde sammen med en af deres koncerter. Fanden-edeme, sgu. !

[Captain Phoenix]

Sidste søndag kom - blandt meget andet godt - disse to LP'er med hjem fra plademesse i Nørrebro-hallen (hvor No1 herindefra forresten også var "på jagt").
Nu hjælper de mig gennem læsningen af nogle eksamensopgaver, jeg ikke rigtig kan forstå jeg sagde "ja" til at være censor på i morgen. Jeg mener - sommervejr, øl på køl og kæresten i bikini...

TomWaitsSwordfishRaindogs.jpg

Nå, på den baggrund passer de små blues-sang faktisk meget godt
Det er fortællinger om de nære ting, sådan set lidt nedefra (samfunds-mæssigt) - og dejlig stemningsfyldte med Waits' rå stemme i front og back'et op af tæt sammenspillede små gruppering (trio-sekstet).

Hvis man kan lide Tom Waits' debut-album (Closingtime - 1973) eller den endnu bedre The Heart of Saturday Night (1974) kan man med sindsro anskaffe sig disse her. Hans stemme er blevet meget mere rå/rusten - men det hele holder!

[alfatron]

Mixed tape med 80er musik på 9.5cm 1/4 spor, optaget på maskinen her, Dux 9197 der reelt er en Philips N4416, nummeret der passere tonehovedet er Alphaville "Sounds like a melody"

[Fredmarantz]

Jeg kender ikke rigtigt Alphaville, men kan læse mig frem til at det er en Münsterbaseret gruppe, som spillede "Neue welle" vel i starten af 80'erne. Det var nu ikke så ringe en stil, som jeg husker det. Det ENESTE, som jeg havde imod meget af Neue Welle Musikken - samt flere andre start80'er populære musikstilarter var det overvejende fravær af elguitaren - den døde ligesom dér i den periode, med undtagelse af fx Mark Knopflers stædige fastholdelse af det fede guitarspil (Gudskelov ). - igennem de tykke tåger af synth-pop. Det sidste her er nok mere min generelle betragtning, da jeg såmænd også holdt...og stadig holder voldsomt meget af Genesis i de tidlige år, som på trods af Steve Hacketts (Guitar) tilstedeværelse i orkestret, samtifdig også havde meget dominerende synth - mellotron - Hammond osv ( Tony "ohh-soo-cool" Banks.)

Nå - men båndoptageren dér er vel et meget velholdt klassisk eksempel på Philips/Dux - parallellen som var evident i 70'erne primært. Jeg ønskede mig selv en Philips 4407 spolebåndoptager i konfirmationsgave, men endte med en Parallel Dux, kan jeg huske. Der var vel ikke rigtigt nogen mekanisk forskel - men måske noget markedsføringsmæssigt? Jeg var superglad for den - og den fik godt nok mange "tæsk".

Edit: Arrrhhh - glemte jeg ikke lige Pink Floyd (Gilmour)- Stevie Ray V osv... dér...........

Vh
Freddy

[alfatron]

Alphaville lavede noget godt musik synes jeg, og ja du har ret mht musikstilen der tonede frem i 80erne, især fra 1985 og årene frem skete der ting og sager, personligt synes jeg at Alphaville skilte sig ud fra mange Europæiske grupper, de lød meget amerikansk i deres stil.

Dux maskinen er vel "den pæne udgave" af Philips´s maskiner efter min mening, jeg startede i øvrigt selv med en lille Dux 9123 som jeg fik fra min folkeskole, jeg har en mage til idag, N4407 kender jeg godt, men desværre ikke for det gode, det er en evig kamp at få dem til at køre bare nogenlunde idag, ikke afspille, men spole frem/tilbage, båndtæller må man glemme da plastiktandhjul på tællerværk med tiden bliver mere porøst end polsk letbeton.

men meget apropos N4407 så har sådan en maskine lige ageret "donor" for min Dux, da jeg havde en stående, værket var dødt, men der var et næsten "nyt" tonehoved, så der blev lige skiftet over og så var det blot at justere maskinen op efter det, både optage og afspillermæssigt, så nu kan den godt klare 2000 spilletimer igen