Efter længere tids døsen hen fik mine 2 Cerwin Vega A316R atter liv efter et par måneders søvn i kolonihaven.
De er fundet som hittebørnshøjtalere - kolde og forkomne på genbrugspladsen – forladte af fordums ejer, som sikkert har vraget dem til fordel for en ond ny cd-receiver ’mit alles’. Da de er årgang tidlig firs (forrige århundrede) har nye kantophæng fundet vej og nu monteret så de igen var klar til igen at prøve kræfter med toner og musik.
Jeg må erkende at jeg aldrig har ejet et par CV før, så det var med spænding at disse kæmper på 140 liter (små køleskabe) blev sat til. Følsomheden er vist 0,3 watt og de kan tåle et par hundrede watt plus lidt ekstra.
Spændt op med det normale grej herhjemme (dyna st. 70) er det som at høre 2x4 højtalerenheder der kæmper for at få mest muligt ud over kanten. Meget bas - meget mellemtone og masser af diskant – også bagpå! Enhederne kører som på speed, men var der ikke også noget med at hr. Czerwinski til tider var lidt omtåget af tjald og andet sjov.
Nå, men jeg fik skruet ned for alle 3 kontroller på frontpanelerne af højtalerne og lidt hjalp det da. Alligevel er der bare for meget at alt – at alt for meget – og når der skrues op ……….!!!
Så kom min Robertson Audio forty ten på og med 60 transistorwatt kom der endnu mere fut i højtalerne. Det kan - med rytmisk musik mærkes at disse kasser er store og de mener det alvorligt - CV folkene altså - for det flytter luft i alle registre. Alligevel en underlig lyd med alt for meget af det hele, synes jeg. Tør ikke tænke på 300-500 watt – bliver dårlig ved tanken. Nå med inden jeg gled væk i lydtågerne fik jeg lige den ide at prøve den lille Philips AG9016 med de 1,5 watt single ended og med et EL95 rør i udgangen. Et pr kanal tak!
Jeg må indrømme at jeg ikke på forhånd havde den store tiltro til denne kombi , for halvanden watt er dælme ikke meget.
Men det var en rigtig overraskelse. Denne kombi spiller noget mere afslappet og rigeligt ….. rigeligt højt til daglig brug. Efter en frokost i køkkenet glemte jeg faktisk helt at tænke på teknik. Tænk strygerne på denne skive og stemmerne lød næsten naturtro. Bevares diskanten om mellemtonen har stadig meget at sige – især s og p lyde er de glade for. Men ellers var det blevet helt ok at lytte til – ja næsten respektabelt vil jeg sige.
http://www.soulportal.dk/reviews.php?op ... ent&id=350
Og hvad har jeg så lært af det (igen) en kold fredag i januar? Ikke at skue watt og potens på hunden eller var det....
- men at bruge mine ører.
Her lidt billeder af de små højtalere og den store forstærker

Og her det ene køleskab med lille bitte løs 15" bas

Og her det vilde delefilter med ledninger tyndere end ståltråd. Gad vide hvor mange ampere der kan trækkes i de ledninger?

Basenheden ruller naturligt af uden brug af filter. Billigt og følsomt.
God aften
Jesper