Ja- det er godtnok ærgerligt. Selvom ingen holder evigt, så Er det ærgerligt/sørgeligt, når forbilleder går bort.
J.J. Cale ønskede aldrig at være i rampelyset og ville helst bare kunne holde sig for sig selv. Ikke krukket - ikke selvfed - som sagt ingen eksponeringstrang - bare en gudsbenådet musiker, som kunne det dér med at vride en lazy - laid back - groovy ting ud af ærmet og bare lade det rulle (Roll on) - og når DEN var kørt færdig, så fadede man bare for dette vidunderlige groove. God guitarist var han - og en feeeed stemme til netop den slags musik - helt forrrygende. Man kan også sige om hans musik, at der var al den plads, man kunne ønske sig, når det rullede.
Ja- frem med de gamle plader. - Tror jeg vælger "Carry on" fra "Grasshopper" - den tygger bare så glad, let og flydende derudaf.
Dette klip (blandt mange) - siger rigtig meget om ham. I øvrigt fedt guitarspil along the way.
Jeg må tilstå, at jeg ikke kendte manden indtil for ca. 6 år siden. Det passer vel meget godt i forhold til hans ønske om "anonymitet"? Siden er det blevet til et par CD'ere og en enkelt LP og der skal gerne tilføjes mere. Desuden, jeg føler mig priviligeret lige nu, så jeg en dokumentar-udsendelse med/om ham for ca. 3 år siden. Ja, vi mister nogle store, men sådan er livet nu engang. Jeg ville ikke ønske alternativet......
Jeg er ret sikker på, at den dokumentar om ham netop er den, som der linkes til i Kbekke's indlæg. Det er i hvert fald den, som jeg også så for år tilbage -
Fredmarantz skrev:Jeg er ret sikker på, at den dokumentar om ham netop er den, som der linkes til i Kbekke's indlæg. Det er i hvert fald den, som jeg også så for år tilbage -
Vh Freddy
Ja, jeg tror du har ret... Jeg har lige "skimmet" den og det ser sådan ud.
Een af de ting, der var så fede ved Cale var, at han aldrig var bange for at spille numrene på en NY måde.
E.C.'s kommentar til deres fælles optræden ved hans egen Crossroads Guitar Festival i 2004 siger det hele:
"For the first three minutes I didn't KNOW we were playing After Midnight" (!)
Det her er en af mine favoritversioner:
Optaget "hjemme" hos Leon Russell i The Paradise Studios. Hele begivenheden kan både findes på tuben og DVD og den indeholder ikke bare en masse god musik, men også en fantastisk historie om den hjemmebyggede guitar, Cale spiller på undervejs, en mand, der spiller piano iført rulleskøjter og en (som altid) totalt dejligt-stenet udseende Christine Lakeland.
Hvis du ikke nåede at se "To Tulsa and Back - On Tour With J.J. Cale" inden filmen blev fjernet fra Youtube (kbekkes link herover), har du muligheden i aften på DRK kl. 23.20