Hvad snurrer netop nu?

[Cinemad]

jeg har 6-7 Strawbs plader, og "Part of the union" lyder ikke som noget andet jeg har hørt med dem.

Jeg kendte godt nummeret, men blev noget overrasket, da jeg fandt ud af at det er Strawbs der står bag.

[Captain Phoenix]

Så bed jeg hovedet af al skam/sund fornuft - og bestilte 8-LP boxen med Dire Straits' 6 første album.
Den ankom med posten i dag (desværre var fruen hjemme, så den store, tunge pakke slap ikke ubemærket ind…). Nå - det må være en forsinket julegave. Til mig selv.

Dire Stratis The Studio Albums.png

Musikken kender alle sikkert, så den vil jeg ikke skrive meget om.
Andet end at jeg synes, at Dire Straits har lavet en pokkers masse gode numre på disse studiealbum, der har fulgt mig fra gymnasietiden sluttede til jeg - pludselig - var blevet færdiguddannet, fastansat og familiefar.

Og det var jo heller ikke for at få ny musik, 8 LP-boxen kom hjem. En hurtig optælling (foretaget efter at boxen landede - naturligvis…) viser at alle album'ene er her i forvejen - og nogle af dem i flere eksemplarer og/eller på flere medier…

Nej - det var for at få god musik i en god kvalitet på 180 gr. vinyl. Og hvordan er det så med kvaliteten?

Kort: Den er godkendt. Klart godkendt.
Lyden er fyldig, klar og solid - og ikke "piftet op", som man kan opleve med nogle re-masterede genudgivelser.
Der er brugt de originale analoge (og senere digitale) masterbånd - og jeg tror faktisk det er sådan her, Knopfler & Co. havde tænkt sig det skulle lyde.
Hvis man går op i navne indenfor mastering/skæring bliver man sikkert glad for at se at Bernie Grundman og Bob Ludwig er involveret (den sidste "skar" også lak-pladerne for Sheffield Lab i deres storhedtid med Direct Cut-udgivelser).
Det grafiske arbejde er meget tro mod originalerne også - og materialekvaliteten af både "pap og plastik" er i orden.

To anker har jeg dog:
En større:
De "inners", LP'erne kommer i, er ikke dimensioneret til 180 gr. vinyl. Det betyder, at det er meget bøvlet at få LP'erne ud. Meget! Og når man endelig får dem ud, kan man se at flere af dem har "radiale ridser" (fra centrum og ud mod kanten - på tværs af rillerne). Dem har man enten selv lige lavet (i sit tæt-på-en-tusse-box-set - ikke fedt) eller de har lavet dem under pakningen for at få moset dem ind i de for små "inners". Heller ikke fedt.
Heldigvis er de - ridserne - stort set ikke hørbare (på mine) - meeen…

En mindre:
Og så er lydbilledet på enkelte numre lidt uklart/hvislende/"ssssss'et" i diskanten på de inderste skæringer (mod plade-centrum). Navnlig husker jeg den første af deres LP'er som bedre på dette punkt, end den er her.
EDIT: Den sidste anke vil jeg gerne afblæse igen.
Efter at have lyttet til:

min gamle vinyl-udgave (1. skandinaviske presning - Vertigo ‎– 6360 162 - 1978),
min oprindelige CD-udgave (første europæiske version - Vertigo ‎– 800 051-2 - 1984) og
en remastered CD-udgave (Vertigo ‎– 800 051-2 - Super Bit Mapping - 1996)

vil jeg sige, at S- og T-lydene på nummeret Wild West End (som var det nummer jeg refererede til) også er lidt "udtværede".
Box-sættet er hverken bedre eller værre på dette punkt - men åbenbart tro mod grundmaterialet.
Man/jeg er måske mere kritisk, når man lige har fået et luxus-box-sæt ind ad døren...

Men bortset fra dette er der god lyd på skiverne (de to albums sidste er her lavet som dobbelt-LP'er for at kunne holde den oprindelige nummer-rækkefølge) og jeg kan sådan set godt anbefale dem.

[pqrannes]

Jeg ønskede mig Steen Jørgensens første rigtige soloplade i julegave. Men fik den ikke.

Nu har jeg selv købt den. På vinyl selvfølgelig. Ikke fordi jeg tror på, at ny musik helst skal købes på vinyl. Faktisk er jeg lidt af den modsatte overbevisning, da nye vinylplader før har skuffet mig.

Men denne plade passer i mine øren bare til vinyl.

Her er den:



[Steen Jørgensen: Standards for living]

Jeg er ingen stor Sort Sol-fan (har dog de første 3-4 plader fra deres hånd), så jeg læste lidt op på pladen, da jeg hørte om den. Anmeldelserne var både gode og dårlige, som det fremgår af denne oversigtsartikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Musik/2 ... 123848.htm

Jeg lagde især mærke til at i mange kommentarer til de forskellige anmeldelser og på diverse fora var alm. brugere ret skuffede over pladen, der angiveligt slet ikke lød som Sort Sol.

Et sted står der sådan:
Er jo decideret pinligt. Viser hvordan han virkelig IKKE kan synge og ALLE numrene er lavet langt bedre originalt. Hans simplificeringer rent tonemæssigt er skidte, numrene ikke velvalgte og han synger ekstremt dårligt derpå.
Måske det dårligste jeg har hørt hele året og meget tydeligt han stemme og evner ikke kan bære sangvalget.

Og samme sted, men i en anden kommentar:
En middelmådig coverplade, men et rigtigt ærgerligt og særledes uopfindsomt sangvalg. Hvor er der ikke en eneste sang, der er bare tilnærmelsesvis mindre kendt original version. Synd.
Go west' og 'Help' på denne plade er efter min mening udtryk for et absolut lavmål for coversange. Jeg krummer tæer ved disse to fortolkninger.

Jeg skammer mig næsten ved at indrømme, at jeg virkelig godt kan li' Steen Jørgensens plade.

Lyden (den er hovedsaglig optaget i Abbey Road studierne) er dejlig rå og gammeldags. Valget er sange passer mig perfekt, da 3/4 af dem er blandt mine favoritter. Og versioneringen af sangene er er både loyal over for de oprindelige sange og fornyende. Alt er godt.

Den får 5 (ud af 5) ... Klipsch Heresy højttalere ... herfra.

PQR

[x-tian]

Min 70'er Progressive Rock samling bliver bedre og bedre / større og større.
Lige nu kører der sort guld med 33 1/3 omd. Deep Purple med Stormbringer 1974 så det sejler ned af væggene.

Ok så nogen ville måske kalde det deres Funk album så ok..

Skal det være funk skal det være DP. Stormbringer .... øhh Blast kan også lidt .... Prince kan måske .....
Arghhh I ved hvad jeg mener

[Captain Phoenix]

Der er udsalg hos Blacklight Records (velassorteret 2.nd hand vinylhandler i Fredensgade 31, Århus), hvor jeg kom forbi under et besøg hos sønnen dér i byen.
Det er kun nogle af LP'erne, der er nedsat - men til gengæld er det så halv pris på dem.
Det betyder i praksis, at de kommer ned på (eller noget under) hvad de handles til hvis man er heldig på plademesser o.l.

Én af dem, der kom med hjem var denne:

KennyDrew1.jpg

Af 3 gode grunde:

1: Det er en SteepleChase-udgivelse, produceret af grundlægger Nils Winther, som på LP efter LP efter LP får lavet rigtig dejlig lyd.
2: Det er pianisten Kenny Drew, der lægger quintet-navn til - og han har jo været med i meget godt (m. NHØP, Ben Webster osv.)
3: Og så er Thad Jones med (på flygelhorn og kornet) - det er sjældent at man her sent i hans karriere hører ham som solist. Det må væe fra lige før han flyttede til Danmark og blev (den bedste) kapelmester for DR's Big Band. Måske har omstændighederne omkring denne LP endda været medvirkende til at gøre Thad Jones opmærksom på jazz-miljøet i DK/København (hvor bl.a. Kenny Drew jo boede).

Musikken er vel hvad man kalder (hard eller post) bop - og det svinger godt. Jones spiller med en rolig, varm tone som går godt i spænd med saxofonisten (Bob Berg - kender ham ikke nærmere), der er mere "ilter".
Og så er basisten rigtig god - næste NHØP'sk sine steder. Han hedder George Mraz og boede åbenbart frem til 1968 i Tjekkoslovakiet, hvorfra han tog til USA, hvor musikken her er optaget. Han havde nok heller ikke lyst til at vende tilbage efter den sovjettiske militær-invasion samme år (og dét er vel så cirka også det eneste positive, der kom ud af sovjetmagtens militære kvælning af foråret i Prag…)

[Tonni]

Da jeg desværre ikke har noget med Pete Seeger, og havde lyst til at mindes manden med noget af hans musik, måtte jeg tage det der kom tættest på her i huset...



Til jer der ikke kender ham. Brug lidt tid på at lære om manden...

Rip Pete!

[Cinemad]

Her står der italiensk prog-rock på menuen:



[Premiata Forneria Marconi: Storia di un Minuto]

Pladen hører til i prog-rock genren, men varierer fra stille akustisk guitar, over mere jazzede sektioner til den symfoniske rock. En virkelig spændende plade, som har været en af mine favoritter i over 25 år, og jeg synes stadig den er fantastisk.

P.F.M. som gruppens navn blev forkortet til, da de blev opdaget uden for Italien, har lavet flere gode album, men Stori di un Minuto er min favorit. Det er deres første album, udgivet i januar 1972

[spuncut]

Bliver det egentligt meget mere lækkert ?

MVH spuncut

[Klausen]

Da jeg desværre ikke har noget med Pete Seeger, og havde lyst til at mindes manden med noget af hans musik, måtte jeg tage det der kom tættest på her i huset...



Til jer der ikke kender ham. Brug lidt tid på at lære om manden...

Rip Pete!

Jo jo har skam en del LP'er med Pete Seeger her hjemme og de lyttes da til jævntligt.
Og manden har lavet en masse go' musik i tiden løb.

[B&O Vintage]

Bliver det egentligt meget mere lækkert ?

MVH spuncut

Det er nemlig så vildt lækkert. Synd at hun ikke rigtig gider mere. Men alle hendes plader jeg kender til er suveræne.

http://ecx.images-amazon.com/images/I/51UYrBrJd0L.jpg

[B&O Vintage]

Men dem her er kørt på det sidste

EWF.jpg

tom.jpg

KG.jpg

[spuncut]

Guf for guitarnørder !
USA's bedst bevarede hemmelighed : Gamalon med den fantastiske guitarist Nori Bucci :



Nori Bucci 'Recurring Nightmare'
https://www.youtube.com/watch?v=DXniVCOCtGg

Gamalon 'The Rift' (2005)
https://www.youtube.com/watch?v=Ylw6Qa-E7s4

Gamalon 'the Vision'
https://www.youtube.com/watch?v=4T_6pxGB0Rw

Nori Bucci "Devil Ball' GAMALON
https://www.youtube.com/watch?v=-J3hOe40StY

Nori Bucci Guitar Solo W/Gamalon 'High Contrast'
https://www.youtube.com/watch?v=iqfqcayyRfA

MVH spuncut

[kbekke]

Denne uges biblioteks-plader:

delta machine.png

Depeche Mode: Delta Machine (Columbia 88765 46063 1)

Det er ikke for tit at der er elektronisk musik på menuen herhjemme. Og Depeche Mode har vist ikke sådan for alvor sagt mig noget siden de "solgte ud" med Construction Time Again i 1983. Og det hele lige pludselig skulle være bukser med høj talje fra Martinique, sejlersko og gelé i håret.

Og jeg skal ikke kunne sige præcist, hvad der 30 år senere fik mig til at luske deres seneste udspil ned i posen og med hjem. Men jeg er glad for at jeg gjorde det. Delta Machine er nemlig forbandet tæt på at være en slags mesterværk. Tilpas uptempo og med tonsvis af tunge, sirupsfede synths til at det aldrig bliver kedeligt. Men til gengæld heller aldrig, aldrig poppet eller det mindste letkøbt.

Det her en "stor" plade, helt på højde med mange af de klassiske rockudgivelser henne i min reol. Faktisk er der guitar på flere af numrene. "Slowly" er nærmest en blues, selvom jeg godt nok aldrig har hørt en tekst a la "I don't need a race in my bed/with speeds in my heart/and speeds in my head" på nogle af alle de mange bluesplader, jeg har lyttet til igennem tiden.

Det her er lidt mere end bare "musik". Vi får simpelthen en guidet VIP-tour igennem et mørkt, modent og elektronisk univers, hvor David Gahan & Co. giver sig selv 100% hele vejen igennem. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet her, selvom jeg godt nok ikke skal kunne sige præcist, hvad det er, vi bliver præsenteret for:

Om det er livet på randen af det store eksistentielle sammenbrud. Udvalgte scener fra et stofberiget BDSM-erotisk forhold. Den totale psykologiske, religiøse og følelsesmæssige dekonstruktion sat til lækker musik. Eller måske bare et signalement af tiden lige her og nu, sådan godt og vel halvvejs?

Det er heller ikke så vigtigt. Delta Machine er en rasende fed plade og det er helt klart den, der snurrer allermest lige for tiden.

The Velvet Underground & Nico.jpg

The Velvet Underground: The Velvet Underground and Nico (Verve 371710-8)

Og apropos klassiske rockalbums, så er "den med bananen" vel nok sådan cirka nr. 4 på top-10 listen over alle tiders klassiske rockalbums. Og selvom jeg aldrig før har hørt den sådan i sin helhed, så kender jeg den jo godt.

I hvertfald de numre "man hører" - eller hørte: "Waiting For My Man", som stadig holder 100%. "Venus In Furs", som stadig er 200% underlig og "Heroin", som stadig holder 300%. Mindst.

Og så er der numrene med Nico. "Chanteusen" som på den mest charmerende måde hverken kan synge eller lade være. Og "European Son", som ret beset bare er 7 minutter og 40 sekunders larm at slutte af på.

Det er en totalt hyggelig plade sådan at sidde og høre med bare tæer. En masse fyrfadslys og en kande te, mens vinden rusker i mørket udenfor. Helt sikkert. Men jeg havde måske nok forventet noget mere af det fulde, komplette album med Warhol's officielle fabriksorkester. Når nu det er kunst. Eller i hvert fald skal forestille at være det. Måske ikke et decideret konceptalbum. Men alligevel, en sammenhæng imellem numrene? En slags forløb? En mening? Måske er det der, uden at jeg kan få øje på det. Det kan også bare være, at der ikke er noget.

Og at det er det, der er meningen.

At The Velvet Undergrond and Nico bare er en klassisk rockplade med nogle fede numre og en banan udenpå. Det skulle faktisk ikke undre mig det mindste.

birthday-party.jpg

The Birthday Party: Live 81-82 (4AD - CAD 9005)

"I am the King! I am the King! I am the King!" bliver der brølet i samme øjeblik nålen rammer start-rillen og derfra går det over stok og sten. Det kunne være fristende at skrive noget i retning af at "der går en lige linje fra Lou Reed og The Velvet Underground's chokerende optrædender i sluttresserne og frem til disse koncertoptagelser med Nick Cave og hans Birthday Party"-agtigt.

Problemet er bare, at det ved jeg ikke rigtigt noget om. Men det lyder sådan. Faktisk er det måske sådan Lou burde have lydt i 1981. En rablende prædikant, der reciterer/vræler/råber/skriger/udspyer tekster om vold, rotter, incest og det, der er værre ("sexbatvampire") og som mellem numrene ovenikøbet har en slags overskud til at snerre hånligt ad et publikum, der ikke lyder til at bestå af meget mere end en 15-20 personer:

"Yeah. I really like your haircut too!"

Det hele bæres frem af de her totalt fede, tunge, basfigurer og flænsende postpunk-guitarer uden hvilke vi ikke ville have haft hverken Naked Prey eller Giant Sand. Hvilket ifølge min ven Pzykologen i sidste ende ville have betydet, at vi heller ikke havde haft Pixies. Hvilket igen-igen ville have betydet sådan cirka det samme som at Beethoven's 9de aldrig var blevet skrevet. Agtigt

Det ved jeg heller ikke noget om. Men tror helt klart at min ven ville ælske den her plade.

The-Psyke-Project-Guillotine.jpg

The Psyke Project: Guillotine (Bloated Veins)

Jeg har i et stykke tid nu dyrket det her med bassister. Ikke NHØP og jazz-fiduserne. Heller ikke funky-Flea og alle de andre, der gør en dyd ud af at det skal "lyde godt".

Men de rigtige. Smadderbassisterne. Som f.eks. Geezer Butler, der på Black Sabbath's første, selv-entitlede album spillede igennem en forstærker, hvor kabinettet manglede en ud af fire enheder og de tre, der var tilbage allesammen var smadrede i ophænget. Eller Lemmy Kilmister, der bare spiller "everything louder than everyone else".

Well, de kan lige så godt begynde at vænne sig til tanken: Der er en ny bassist i byen. Han hedder Jeppe Skouv, er fra Danmark og han spiller røven ud af bukserne på dem alle sammen. Jeg har ikke så godt styr på alle de her nymodens genrebetegnelser. I et par dage har jeg gået og tænkt at prædikatet "ekstrem-metal" måske var dækkende. Det nærmeste, jeg kan sammenligne det her med er nemlig polske Behemoth.

Men det er ikke helt rigtigt. For uanset hvad man skriver foran ordet "metal", så indeholder det altid en eller anden form for anerkendelse af begrebet melodi. Det er der ikke noget af her. Der er befriende nok heller ikke nogle af de sædvanlige okkulte falbelader eller totalt latterlige pive-guitarsoloer, der ikke rigtigt kan andet end at demonstrere, hvor hurtigt en eller anden ungersvend kan flytte fingrene henover et gribebrædt.

Det her er vist bare fuldstændigt nådesløs hardcore: I hvert fald spiller The Psyke Project uden sammenligning noget af det mest brutale og skræmmende musik, jeg nogensinde har hørt på plade. Og Jeppe den mest overstyrede bas ever. Period. Faktisk lyder det nærmest som det er resten af bandet, der spiller rytmegruppe. Og kun rytme og tuuunge riffs. Og så en forsanger (Martin Nielskov), der som en anden Jack The Ripper igen og igen kommer springende ud af ingenting og lyder som tusind forpinte dæmoner, mens jeg endnu en gang letter et par centimeter i sofaen. I chok.

Guillotine er en aldeles rædselsvækkende plade. Jeg aner ikke hvad den handler om og vil heller ikke vide det. Der er helt klart en eller anden form for diamanthård, sort skønhed inde bagved eller måske snarere ude på den anden side af hele det her inferno af dystopisk dissonans. Men det er ikke et sted, jeg for alvor har lyst til at besøge. Pladen er fysisk kun udgivet i 500 eksemplarer på 180 gram vinyl, så med lidt held kommer jeg aldrig nogensinde til at høre den igen.

Men så alligevel. Guillotine er det femte album fra The Psyke Project og i en periode var det faktisk det 8. mest solgte metalalbum på Bandcamp. Worldwide. Jeg tror faktisk, at Jeppe & Co. har fat i noget det rigtige. Hvis man altså er til den slags.

[kbekke]

Trentemøllerlost.jpg

Trentemøller: Lost (In My Room - IMR 14 LP)

Ka' lige så godt sige det først som sidst: Her er en stor overraskelse af den positive slags. Hidtil har jeg kun kendt Anders Trentemøller som leverandør af temmelig ligegyldig, suggestiv, indadvendt underlægnings-musik, der måske kunne gøre sig til en fernisering, på en lidt for hip café eller catwalk. Eller måske på en god dag til en hi-fi messe og i så fald først og fremmest for at demonstrere, HVOR svimlende meget bas et givent sæt højtalere var i stand til at levere.

Og allright, så var der noget med at han vist nok også er en habil dj. Men helt ærligt. Jeg er meget langt fra den målgruppe og har bare aldrig været typen, der gik i byen med drikkedunk og lommerne fulde af Mitsubishi. Det tog kørte så meget uden mig og Gudsketakoglov for det.

Så jeg har faktisk aldrig tænkt på Trentemøller's musik som... "musik"?

Men "Lost" er helt anderledes. For det første er det en rigtig plade. Defineret derved, at den eneste rigtige måde at lytte til den på, er ved at lægge den første side af den første LP på. Slå røven i sædet og så bare fortsætte indtil der ikke er mere. For det andet, så er det jo ikke kun Anders T. vi hører. Der er et par rimeligt habile sangerinder (som "man" sikkert burde kende) inde over og også andre musikere (som "man" sikkert også osv.).

Never mind, altså det er rigtige musikere med rigtige instrumenter og Anders spiller også selv nogle, ja faktisk de fleste, af dem.

"Lost" ER selvfølgelig først og sidst et electronica-album. Og sine steder et mørkt og dystert et af slagsen. Men det er også et rock-album ind imellem: Med flænsende, overstyrede guitarer, der på "Trails" ikke står tilbage for The Jesus And Mary Chain (live) eller Sonic Youth. Eller måske snarere, hvis man kan forestille sig noget á la Slowdive i dobbelt tempo. Hvilket så må være - en slags "Fastdive"? Det kan jeg godt. Altså forestille mig.

"Morphine" starter nærmest som et hypnotisk jazz-beat, der kunne hedde "Blue In Green", hvor blæsersektionen er blevet erstattet af noget percussion (jernrør eller hvem ved, måske gryder?), der lyder som et klokkespil, der spiller balinesisk Gamelan. Midtvejs bliver det til skummel trip-hop med akustisk slapbass inden det hele fader ud i paranoide tunnel-ekkoer. Det lyder fuldstændigt åndssvagt på tryk men ikke på plade. Tværtimod er det ekstremt stemningsfuldt og jeg tror faktisk at det er præcis sådan det lyder, når opiaterne tager over for alvor. Miles ville helt sikkert også have syntes at det var ret fedt.

"Constantinople" er lige præcis det. En hæsblæsende balkan-mazurka over stok og sten. Komplet med vandpibe, et flyvende tæppe og eksotiske harem-slavinder med kohl på øjnene, der rider overskrævs på elektriske krumsabel-guitarer sammen med hele resten af den tyrkiske musik. Og så med et Ibrahim-Manzarek-syreorgel på toppen, der faktisk giver denne gamle ged lyst til noget så absurd som at tage en fez på og bare danse røven ud af bukserne.

Og sådan er det hele vejen igennem. Der er faktisk en hel del at komme efter her. Hvis man altså gider.

Jeg ved ikke hvordan Anders Trentemøller er kommet frem til titlen på sin tredje plade eller hvad det "Lost" mon betyder for ham. For mig betyder den snarere det modsatte: At jeg har fundet Trentemøller og for mig lyder det også som om han har fundet noget. Noget af det helt rigtige. Prøv selv og bliv overrasket!

[B&O Vintage]

10.- fattigere .... ender snart som afhængig og skal finde ind i varmestuen " Rillen for vinyl-afhængige".
Men 1000.- rigere på musik. Dagens raid i genbrugsen til gavn for fattige og udsatte:
VANGELIS! wow havde næsten helt glemt. Lyder fantastisk, afslappende og gør at kæresten kryber lidt tættere på
og så jokeren, har opdaget at jeg slæber mere og mere af den her slags med hjem..de er som små hjemløse kattekillinger..The Great Band Singers, Frankie blue Eyes, Helen Forrest, Jimmy Rushing, Edythe Wright, Helen Ward,Louis A, Lena Horne,mfl MEN det bedste er nok alle de orkestrer der spiller op :
Tommy Dorsey, Artie Shaw, Benny Goodman, Glenn Miller, Louis A:s orkester, Earl Hines, Duke Ellington & Chamber Music.
Gammelt ja, nok ikke så meget HiFi , men hvilke kunstner og skønne amerikanske fïlm kører på nethinden i Technicolor