Hovedtelefoner
Hvis man vil have gode råd om hovedtelefoner er disse to steder ikke til at komme uden om:
http://www.hoved-fi.dkhttp://www.head-fi.orgDisse kan nok ses som ækvivalenter til vintagehifi.dk og audiokarma.org...
Ofte vil man blive ledt i retning af, at anskaffe sig en dedikeret hovedtelefonforstærker. Men sagen er, at hvis man har en vintage forstærker med hovedtelefonudgang, så er det ikke nødvendigvis sagen. Problemet med moderne integrerede forstærkere er, at hovedtelefon-delen oftest er et seperat kredsløb med opamps af tvivlsom kvalitet. Disse små forstærkere har oftest problemer med at drive gode, fullsize hovedtelefoner ordentligt. Især dem med høj impedans. De kan muligvis godt klare at spille de fleste moderne hovedtelefoner i den billige ende op, og måske også nogle grado'er af god kvalitet, men det bliver aldrig rigtig godt. Derfor er der også et kæmpe marked for dedikerede hovedtelefoner. I ældre forstærkere trækker hovedtelefonudgangen (så vidt jeg har forstået) på de samme komponenter som højttalerudgangen, og er altså af en væsentlig bedre kvalitet. Der er blot taget højde for impedans-tilpasning mv.
Så hvis man har en god vintage forstærker med hovedtelefonudgang, så er man godt dækket ind. Dog er det nok ikke alle moderne hovedtelefoner, der passer lige godt til de gamle forstærkere. Moderne hovedtelefoner er i nogle tilfælde meget følsomme og med lav impedans. Et for stort mismatch i impedansen er ikke så godt. Nu går jeg ud fra, at denne tråd handler om anbefalinger af hovedtelefoner til vintage forstærkere...
De må gerne have en høj impedans, og skal dertil ikke være alt for følsomme. Et godt bud er selvfølgelig: vintage-hovedtelefoner

Hovedtelefoner fra 1970'erne og deromkring ses ofte med impedanser omkring 400-600 ohm. De er designet til studiebrug og vel også til hifi-forstærkere produceret i samme periode. De vil med stor sandsynlighed være et godt match til vintage forstærkeren. Personligt vil jeg fremhæve AKG's K240 Sextet (ikke k240 mkII, ikke k240m, eller monitor eller df for den sags skyld [edit.: k240 df (diffuse field) er genkøbt, og de er slet ikke sådan at kimse ad...faktisk har de nogle helt særlige kvaliteter. Dog ikke særlig fyldige i bunden, skal man vide]. Bare AKG K240 (evt. med tilnavnet Sextet eller "stereo headphones") - hvis der er huller i hovedbåndet er du på rette vej - og K340 (med electretenhed). Jeg kan også varmt anbefale beyerdynamics DT880 fra 1980'erne.
Af moderne hovedtelefoner:
Beyerdynamics DT-serie. KUN i 600 ohms udgaverne. DT770 i 600 Ohms Manufaktur udgave med læderpuder lyder i mine ører stjernegodt

DT-serien er udgået, men de fås stadig mange steder. Beyerdynamics nye serie hedder Tesla (drivernes magneter er så stærke at de måler 1 Tesla...). Det er helt nye drivere i den serie. T1 er topmodellen, en åben hovedtelefon med mange kvaliteter. Personligt endte jeg med at foretrække den lukkede T70.
Sennheiser: klassikeren HD650 (sikkert også den angiveligt lysere HD600, som mange foretrækker - har selv aldrig fået hørt den). Der er også deres nye topmodel HD800, en teknisk meget imponerende hovedtelefon, jeg dog aldrig rigtigt er blevet glad for. Men imponerende detaljerigdom og stort lydbillede - også meget åben, dvs. at den næppe kan bruges hvis man er i rum med andre...
JVC DX1000 (lukket), endnu en udgået model, som måske ikke er helt vintage endnu, men dog tæt på. De ser også lidt vintage-agtige ud... Jeg elskede min DX1000, og jeg er sikker på at den vil pynte i ethvert vintage-setup. Trods sine ("kun") 70 ohm, opførte den sig som andre højimpedante hovedtelefoner, når jeg lyttede til den på en stor OTL hovedtelefonforstærker. Den lød bragende godt. Den får også mine anbefalinger!
Nå, det var lige mit lille indspark. Jeg har sikkert glemt at sige halvdelen af, hvad jeg gerne ville (er jo hovedtelefon-nørd i middelsvær grad).....